2289. Vi må her bemærke, at det dyriske eller dræbende princip i virkeligheden ganske rigtigt først kulminerer, efter at dyret er overgået i den jordmenneskelige organisme, idet det først her har fået begavelse til at kunne skabe mordvåben og andre hjælpekilder i befordringen af dets dræbende og hadende natur, og ved hvilken det bliver de andre fysiske væsener på jorden overlegent. Men det kan dog ikke her regnes for dyr i renkultur, idet den nævnte begavelse hører til de menneskelige evner og anlæg og ikke til de dyriske. Men det er de dyriske anlæg, mennesket endnu ikke er udviklet eller frigjort af, der får det begyndende menneske til at bruge sin menneskelige begavelse i sine dyriske anlægs udfoldelse og dermed i det dræbende princips kulmination. I menneskeriget er det dræbende princip i virkeligheden ikke nogen livsbetingelse. Og der, hvor det ikke er en livsbetingelse, kan det kun være en overtrædelse af livsloven eller det femte bud: Du skal ikke dræbe. En sådan overtrædelse kan det ikke være for dyret i renkultur, idet det for samme væsen netop er en livsbetingelse, idet det ikke har nogen anden mulighed for at opretholde sin eksistens. Men da de nævnte højere evner, ved hvilke det vordende menneske med død og undergang materielt besejrer alle andre levende væsener, afføder dommedagstilstanden eller de erfaringer, af hvilke den virkelige menneskelige natur eller kærlighedsevne efterhånden bliver til, bliver virkningerne af disse menneskelige evners anvendelse i hadets og fjendskabets favør, hvilke virkninger er det samme som det, vi kalder en ulykkelig skæbne, at betragte som menneskerigets fødselsveer.