Livets Bog, bind 6
Hvad de kosmiske analyser betyder for den, der vil frigøre sig fra de dyriske anlæg i sin mentalitet
2292. Vi er nu kommet så langt i vor gennemgang af livets analyser, at vi kan se som kendsgerning, at menneskehedens vej til det virkelige, fuldkomne menneskeriges ordinære lykke og velvære absolut kun direkte kan skabes igennem menneskets bekæmpelse af sine dyriske anlæg, vaner eller selviske tilbøjeligheder. Det er rigtigt, at disse er medfødte anlæg og derfor mere eller mindre dirigerer viljen, i stedet for at denne skulle beherske og dirigere disse anlæg. Den menneskelige mentalitet må derfor ændres til en så human tilstand, at mennesket bliver disse anlægs herre og ikke disses slave. Der, hvor mennesket ikke behersker disse dyriske anlæg, kommer det absolut uundgåeligt til at leve i krig, lidelser og alt andet heraf følgende mentalt mørke. Der, hvor mennesket ikke bekæmper disse sine anlæg, skaber det altså betingelserne for en i forhold hertil kommende mørk og lidelsesfuld skæbne. Og denne mørke skæbne vil efterhånden udvikle, hvilket vil sige afvikle, væsenet af dets indvikling i de dyriske anlæg. Selv om de dyriske anlæg i det jordiske menneske på mange områder endnu ikke er under viljens magt, og væsenet ikke af hjertet kan føle kærlighed til næsten, så betyder det alligevel et stort plus for det teoretisk at kende de kosmiske loves virkninger og i kraft af denne kundskab at bekæmpe sine uheldige anlæg så meget som muligt. Det kan da, så langt denne bekæmpelse rækker, undgå mørk skæbne. Og det er netop i kraft heraf, at nærværende kosmiske analyser manifesteres, så de kan udgøre en teoretisk hjælp for den, der selv begynder at tage hånd i hanke med sin egen udvikling og selv vil hjælpe naturen eller livet og dermed Guddommen med sin egen afvikling af dyrerigets fangenskab. Væsenet kan således ved hjælp af de kosmiske analyser påbegynde sin egen indvikling i menneskerigets væremåde og dermed i livets højeste fuldkommenhed, kulminerende i visdom, kærlighed, skønhed og glæde.