2297. Selv om vi må være forstående og tilgivende overfor eventuelle udslag af de dyriske anlæg i vor næstes mentalitet og væremåde, betyder dette naturligvis ikke, at man ikke må beskytte sig imod disse udslag. Man må selvfølgelig ligeså godt beskytte sig imod disse udslag, når de udfoldes af mennesker, som når de udfoldes af dyrene. Men denne beskyttelse må blot ikke ske i hidsighed eller vrede, men i den fulde forståelse af situationens virkelige årsag, nemlig den, at intet væsen kan handle anderledes end det i det givne øjeblik er udviklet til at kunne. Vrede, hævn eller straf over, at det netop handler således, ses her tydeligt som overtrædelse af livsloven, hvis virkninger i tilsvarende grad vil forlænge den pågældende lovovertræders tilknytning til mørk skæbne. Hele menneskehedens livsindstilling må her absolut drejes om til bjergprædikenens væremåde. Uden den kommer der ingen til Faderen, hvilket vil sige, uden denne bevidsthedsændring er der ingen vej ud af det mentale fangenskab, som menneskets indvikling i dyrerigets traditioner, vaner og anlæg udgør.