Livets Bog, bind 6
Det levende noget, der er udenfor materien, udenfor stoffet, udenfor selve tiden og rummet
2312. Vi har således her let ved at se, at hele den fysiske verden eller det såkaldte fysiske tilværelsesplan i sig selv er et totalt livløst tilværelsesplan, idet der her kun eksisterer bevægelse. En bevægelse, hvad enten den udgør havets bølgeslag, eller det er et jernbanetogs frembrusen hen over skinnerne, eller det er en rakets bevægelse opad i verdensrummet, kan ikke hverken tænke, opleve eller tilkendegive sig som et levende væsen, men vil uundgåeligt være noget, der er blevet dirigeret af noget, der er levende. Dette levende "noget" er her ganske rigtigt for det uindviede menneske endnu en gåde, men det er dog her blevet til kendsgerning, at nævnte "noget" hverken er eller kan være identisk med bevægelse eller de skabte ting, idet disse, som vi nu ved, kun er bevægelsesreaktioners kombinationer. Nævnte "noget" forekommer således ikke på det plan, hvor disse kombinationer bliver til og udfolder sig. Men når det levende "noget" ikke udgør en skabt ting og således ikke er identisk med organismen, idet den som nævnt også kun udgør en skabt ting, men at det derimod er ophav til skabte ting, er det således i sig selv udenfor selve materien, udenfor stoffet, udenfor selve tiden og rummet.