Livets Bog, bind 6
Livet er en anden virkelighed end den, vi er vante til at se i form af det fysiske plan
2315. Vi har set, hvorledes bevægelsen, fra at være almindelig bevægelse fra sted til sted blev til materie eller stof, blev til skabte ting og dermed til tid og rum. Og her kom vi til grænsen for de fysiske sansers område. Og vi er blevet vidne til, at der her ikke eksisterer nogen som helst form for liv. Men da det er en urokkelig kendsgerning, at livet eksisterer, bliver det ligeledes til kendsgerning for os, at dette liv må eksistere på et andet plan. Og dette andet plan må derfor blive selve oplevelsernes eller livets plan og bliver derved synligt som en anden virkelighed end den, vi er vante til at se i form af det fysiske tilværelsesplan. Dette plan bliver altså, ifølge hvad vi her har set, ikke noget livs- eller tilværelsesplan. Menneskene vil herefter komme til at ændre deres forskningsobjekt fra det fysiske plan til det åndelige plan, hvis de overhovedet vil gøre sig håb om at finde livsmysteriets løsning. – Vi vil nu vende tilbage til bevægelsens analyse og se, hvor bevægelsen bliver til ånd, og dermed stadfæste grænsen mellem den fysiske og åndelige verden.