2317. Vi ser mange lokale årsager til bevægelse.
Således kan en orkan sætte havet i bevægelse, så brændingen opstår, ligesom orkanen også kan få skyerne til at jage hen over himlen.
Men selv om orkanen tilsyneladende er årsag til havets brænding og til skyernes flugt, udgør den, som vi allerede har set, ikke den endelige årsag.
Den endelige årsag kan kun blive den, der ligger til grund for orkanens tilblivelse.
Men hvad er skyld i orkanens tilblivelse? –
Hvad er det, der befordrer orkanen? –
Det er en realitet, vi kalder kraft.
Al bevægelse befordres ved kraftudløsning.
Uden kraftudløsning vil enhver bevægelse være en umulighed.
Ingen som helst manifestation eller skabelse kan eksistere uden at være en kraftudløsning.
Kraftudløsningen er således også en realitet, men den er ligesom de to andre realiteter absolut ikke selvstændig.
Den dirigeres af noget andet.
Da denne dirigering af kraft viser sig, ifølge de kosmiske analyser af verdensaltet, i sin højeste instans at have et logisk formål, nemlig dette: at være til glæde og velsignelse for levende væsener, og således skal opfylde en plan, bliver den identisk med det, vi kalder "vilje".
Da vilje igen er det samme som ønske eller begær, og dette igen ikke kan eksistere uden at være et udslag af "bevidsthed", der igen er det samme som det, igennem hvilken et jeg bliver synligt som et levende væsen, bliver det her til kendsgerning for den udviklede forsker, at al bevægelse og de heraf følgende virkninger, hvilket vil sige alle eksisterende skabte ting, hvad enten de forekommer som mikrokosmiske, makrokosmiske eller mellemkosmiske detaljer, hvad enten de udgør himmel eller jord, hvad enten de fremtræder som luft eller granit, hvad enten de udgør vand eller jern, hvad enten de udgør snevejr eller regnvejr eller andre former for skabte foreteelser, er de udtryk for et levende ophavs manifestation og eksistens.
Ingen som helst af de nævnte former for materiekombinationer kan eksistere eller være blevet til uden i kraft af bevidsthed.
Vi møder således udtryk for bevidsthed bag hver eneste skabelse i naturens store proces.
Hele verdensaltet med dets sole- og mælkevejssystemer, dets kloder, planeter og alle øvrige tids- og rumdimensionelle detaljer, som fremtræder i tilknytning til disse foreteelser, har således kun kunnet blive til i kraft af bevidsthed, der altså igen er det samme som vilje, begær og ønske fra noget, der er denne bevidstheds ophav og behersker.