2318. Verdensaltet bliver således her synligt som identisk med tre store realiteter, der er uadskilleligt forbundet således, at de udgør en treenighed.
Det første område af denne treenighed er materieområdet.
Det fremtræder for os som et eneste stort ocean af fysiske detaljer og foreteelser, der bliver til, forandrer sig og igen forgår.
Til disse detaljer hører også de levende væseners organismer, samt alle former for fysiske materier og de heri frembragte ting, samt de bevægelser, forandringer, der stadig foregår i denne materie.
Hele dette område kender vi under begrebet "den fysiske verden" eller "det materielle tilværelsesplan".
Men her eksisterer den store overtro, at de levende væsener lever i denne verden.
Denne
overtro eller illusion udgør så stor en fejltagelse, at den udgør lige akkurat det modsatte af kendsgerningen.
Den fysiske verden består udelukkende af bevægelse i en mangfoldighed af variationer.
Men her eksisterer absolut ikke noget som helst af det, vi kalder bevidsthed, hvilket vil sige: tanker, erkendelse, erfaringer, viden, kraft, vilje, begær eller ønsker.
Alle disse nævnte foreteelser er absolut ikke fysiske.
De tilhører alle et højere plan eller en højere dimension.
Det er dette plan eller denne højere dimension, der udtrykkes som "den åndelige verden".
Rent fysiske detaljer eksisterer kun som bevægelse, bevægelse og atter bevægelse under mange forskellige former, kombinationer og indbyrdes reaktioner, men absolut ikke under nogen som helst form for bevidsthed eller ånd.
Det er rigtigt, at det er meget, meget lidt af den fysiske verden, vi ser som bevægelse.
Vi ser den derimod som en verden fuld af et ocean af detaljer, skabte i stof eller materier.
Og det er disse detaljer, der fejlagtigt opfattes som den fysiske verden eller som det, vi kalder naturen, mennesker, dyr og planter osv.
Men af dette syn eller af denne form for sansning af den såkaldte "fysiske verden" eksisterer der overhovedet ikke noget som helst, der virkeligt er fysisk.
Hele denne overdådige oplevelse, som menneskene kalder "den fysiske verden", er en åndelig eller psykisk oplevelse.
Det, der her opleves, er, som vi senere skal se, reaktionerne af de fysiske bevægelsesarters berøring med de psykiske eller åndelige bevægelsesarter.
Det er disse to bevægelsesarter, der henholdsvis udtrykkes som "fysisk materie" og "åndelig materie".
Og det er således udelukkende reaktionerne af disse to materiearters berøring med hinanden, der udgør vor oplevelse af livet.