2325. Verdensaltet udgør altså det store makrokosmos, i hvilket alt det liv eller alle de levende væsener, der overhovedet eksisterer, befinder sig. Men når vi er mikrokosmiske i dette gigantmakrokosmos eller Guddommens organisme, er det naturligt, at vi alle er beregnede på at være til velvære eller glæde og velsignelse for denne organisme, akkurat ligesom mikrovæsenerne i vor egen organisme er beregnet på at udløse det samme formål for os. Der, hvor vore mikrovæsener ikke udløser dette formål, oplever vi, at organismen bliver syg og afføder smerte og lidelse for os, det være sig ligeså godt sjæleligt som legemligt. Da mikrovæsenerne i en organisme alle uden undtagelse er beregnede på at være samarbejdende organer i opretholdelsen af makroorganismen, dens sundhed og velvære, vil denne ikke kunne opfylde sit formål der, hvor væsenerne enten bevidst eller ubevidst går imod dette samarbejde og udløser sådanne manifestationer, der er saboterende for nævnte samarbejde. Der opstår da her den disharmoni, vi kender som krig imellem væsenerne. Og hvor der er krig mellem mikrovæsenerne indbyrdes i en organisme, opstår der lædering, død og undergang. Og organismen kan da i disse felter ikke yde de kæmpende mikrovæsener den sundhed, det velvære og den glæde ved livet, som den er beregnet til at skulle, idet denne ydelse her bliver saboteret af mikrovæsenerne selv.