2328. Makrovæsenet kan også leve således både i sin mentale og fysiske fremtræden, at dets organisme bliver et hjemsted for alskens sygdomme, pine og smerte. Det sker altså, hvis det i dets daglige liv udviser afsporing fra dets normale liv, og f.eks. nyder alkohol, narkotiske produkter, spiser uheldig føde og lever i krig med sine medmennesker og lignende. I et sådant tilfælde bliver organismen i tilsvarende grad til et ragnarok, en dommedag, ikke blot for væsenet selv, men også for dets organismes mikrovæsener. Nu vil man måske hævde, at denne tilstand er uretfærdig overfor mikrovæsenerne. Men da ingen kan gøre uret, og ingen kan lide uret i verdensaltet, bliver der heller ingen af de nævnte mikrovæsener, der kommer til anden lidelse end netop den, de i deres eget liv har udløst. Denne regulering sker igennem deres reinkarnation. I en drankers eller i et på anden måde afsporet væsens organisme vil livsbetingelserne være ugunstige for inkarnation af de ordinære mikrovæsener, som hans organisme var beregnet til at være bolig for. De vil derfor ikke kunne inkarnere her. En sådan defekt organisme kan kun give betingelser for primitivt mikroliv, som altså til en vis grad kan trives i organismen under de afsporede forhold. Derfor synker det defekte væsens organisme eller legeme, som skulle være en sund bolig eller et univers for dens mikrovæsener, ned til at blive et vrag, til et for mikrovæsenerne fremtrædende univers af golde og døde ørkener med organ- og livsstagnation alle vegne. Det ordinære mikroliv har forlængst forladt dette univers, dette månelandskab, og er inkarneret i andre organismer, hvor de for dem nødvendige livsbetingelser kan opfyldes. Da denne defekte tilstand ødelægger dens ophavs talentkerner for normal tilværelse i kommende liv, kan det samme ophav i værste tilfælde i disse liv komme til at fremtræde som åndssvagt, som et væsen, der ikke kan klare sig selv og derfor må passes og plejes af andre mennesker. Tænk hvilket dødens univers et sådant defekt væsens organisme må være for de mikrovæsener, hvis livsbetingelser den ellers skulle kunne opfylde. Det er ikke så mærkeligt, at der her kun kan inkarnere primitivt liv, der er alt for svagt til, at organismen ved dem kan opretholdes i sin normale og fuldkomne livstilstand. Det er givet, at et jeg, der således er kommet ud i kulminationen af afsporing, ikke kan være disse mikrovæseners Guddom, selv om det er disse væseners makrovæsen. Vi ser da også her, at der er andre væsener, der må hjælpe den åndssvage, give ham føde, klæder og husly, hvis han ikke skal omkomme ved sin skæbnemæssige tilstand. Et væsen, der skal hjælpes, fordi det ikke kan klare sit normale liv, er ikke en Guddom, men en kastebold for ukontrollerede kræfter, som det har knyttet sig til eller ladet sig binde af. Og det er her, vi kan se, at et makrovæsen ikke er det samme som Guddommen. Guddommen bliver således absolut noget helt andet. Hvis Gud ikke eksisterede som noget, der var hævet over makrovæsenerne, hvem skulle mikrovæsenerne så bede til i en situation som den, vi lige har set i den defekte organisme? – At bede til en sådan defekt organismes ophav ville være ganske uden betydning, eftersom dette ophav næsten hundrede procents må hjælpes af sine mellemkosmiske medvæsener, hvilket altså vil sige: dets medmennesker.