2332. At dyrenes mentale ligevægtscenter også er rettet imod dette væsen, om end ubevidst, kommer til syne i deres angst- eller dødsskrig. De skriger, når de kommer i livsfare og ikke ser nogen redning. Dette skrig fremkaldes som bekendt rent automatisk fra dyrenes side. – Hvorfor er der i dyrets struktur indbygget en sådan automatisk funktion? – Rovdyret slipper ikke sit offer, fordi det skriger. Det kender ikke til medlidenhed. Hvis det i særlig grad havde denne følelse udviklet, måtte det betyde sult og død for det selv, eftersom det midlertidigt er skabt til at skulle leve af kød eller animalske næringsstoffer. Det nævnte dødsskrig kalder heller ikke dets ophavs racefæller til hjælp. Disse flygter selv i rædsel i den givne situation. Når dyrets dødsskrig heller ikke kan fremkalde hjælp fra disse væsener, hvem skriger det da til? – Når naturen således i dyret ligefrem har skabt en automatfunktion, der bringer det til at udløse skrig i livsfarlige situationer, kan det ikke være en meningsløs og ganske unyttig proces. Man har aldrig set, at naturen skaber noget, der er formålsløst. Og vi vil også her se, at dyrets dødsskrig heller ikke er formålsløst. Når dyrets dødsskrig ikke er beregnet på dets egne racefæller, må det være beregnet på en anden magt. Denne anden magt kan kun være den tidligere nævnte "højere magt". Det er en magt, der altid synligt eller usynligt er til stede i farens stund. Men hvorfor hjælper denne højere magt så ikke dyret ud af rovdyrets kløer? – Den højere magt går aldrig imod livslovene. Det er en livsbetingelse for rovdyret at skulle leve af animalsk føde. Derfor kan den højere magt ikke hjælpe på denne måde, da den derved ville gøre uret imod rovdyret, som ikke kan bjærge sin føde på anden måde. Derimod alarmerer dyrets dødsskrig væsener på det åndelige plan, som øjeblikkelig hjælper dyret lidelsesfrit gennem den for væsenet unaturlige dødsproces og frem til dets orienteringsevne på det åndelige tilværelsesplan. Angstskriget udløser således her en meget stor psykisk hjælp til den skare af væsener, hvis organismer foreløbig må være føde for andre væsener. Væsenets dødsskrig er således udtryk for en i dets mentale struktur indbygget automatisme, igennem hvilken det automatisk i overhængende situationer kan påkalde det højeste væsens magt og derigennem få hjælp.