2335. Strukturen i Guds bevidsthed er således formet, at den kun kan befordre en hundrede procents kærlighed igennem hele universet eller verdensaltet. Guds bevidsthed udgør altså hele verdensaltets samlede bevidsthedsområde. Men dette gigantiske bevidsthedsområde er inddelt i alle spiralkredsløbenes udviklings- og indviklingstrin. Alle disse trin repræsenterer hver især igennem de levende væsener en for trinet karakteristisk særlig væremåde. Disse forskellige væremåder udtrykker igen en skala, der strækker sig fra kulminationen af had til kulminationen af kærlighed. Af disse to væremåder bliver kærligheden altså toppunktet, eller den primære, idet den er livgivende. Hadets væremåde er derimod lidelsesbefordrende og dødbringende og vil derfor være at udtrykke som den sekundære. I den bogstavelig talt enestående bevidsthedsstruktur, som Guddommens bevidsthed udgør, fremtræder hadets og kærlighedens væremåde som stadigt skiftende i de levende væseners mentale struktur. Når et kærlighedsområde i spiralkredsløbet har kulmineret, degenererer det, og hadets område begynder da at vokse, indtil det har nået kulminationen, hvorefter dette degenererer, og kærlighedsområdet atter begynder at udvikle sig frem til kulmination og således fortsættende. I Guds bevidsthed vil der således altid urokkeligt være områder med kærlighedskulmination og områder med hadets kulmination. Men da kærlighedsområdet er liv- og velværegivende og dermed det stærkeste og mest fundamentale, medens hadets område er dødbringende og dermed selvmorderisk og således i virkeligheden er magtesløst overfor kærlighedsområdets væremåde, bliver det altså denne sidstnævnte væremåde, der er den bærende og derfor som før nævnt den primære. Da hadets bevidsthedsområde altid i sidste instans må vige for kærligheden, er det således kærlighedskulminationens væremåde, der er verdensaltets primære bevidsthedstilstand og dermed Guds væremåde.