Livets Bog, bind 6
Verdensaltet opfylder de tre betingelser, der kræves, for at et "noget" kan fremtræde som et levende væsen
2344. Verdensaltet udgør således en evig realitet. Den struktur, som vi har set gøre sig gældende i forbindelse med det guddommelige noget, såsom, bevægelse, kraft, vilje, ønske eller begær, udgør altså noget, der er ganske uadskilleligt, ganske uløseligt forbundet. Det danner et evigt sammenhængende princip i alt, hvad der kan udtrykkes som levende. Hvis der blot mangler en af disse realiteter, ville liv eller livsoplevelse være en total umulighed. Et evigt intet ville ruge der, hvor universet eller verdensaltet eksisterer som "et levende nogets", en evig Guddoms strålevæld, en evig Guddoms bevidsthed, tankefunktion, manifestation og skabelse, en evig Guddoms kærlighedsåbenbaring. Vi er således her atter blevet vidne til, at hele verdensaltet eksisterer som et evigt treenigt princip, nemlig: jeget eller det guddommelige noget, dets bevidsthed eller dets oplevelses- eller tilkendegivelsesevne, der er det samme som dets skabeevne. Og dernæst kommer så resultatet af denne evne, nemlig: det skabte, det frembragte, som igen bliver identisk med dets livsoplevelse. Og vi ser således her verdensaltet opfylde netop de tre betingelser, der kræves, for at et noget kan fremtræde som et levende væsen.