2346. Når alle levende væsener i verdensaltet i deres allerdybeste analyse således ikke er totalt frie suveræne enheder, bliver vi her vidne til, at intet som helst væsen kan eksistere og fremtræde i sin nuværende eller fortidige tilstand uden i kraft af dets sammenhæng med det øvrige univers og familieskab med dets race- eller væsensart, ligegyldigt om det er et makrokosmisk, mikrokosmisk eller mellemkosmisk væsen. Alle levende væsener i verdensaltet er således både bevidsthedsmæssigt og organismemæssigt fast sammenknyttede til hverandre, således at ikke ét eneste væsen eksisterer eller kan eksistere uden netop i kraft af denne sammenknytning. Alle væsener skylder alle væsener til en vis grad muligheden af deres nuværende eksistens, ligesom de nuværende generationer ligeledes til en vis grad skaber muligheden for fødslen af efterfølgende generationer. Verdensaltets levende væsener bliver således en uadskillelig, organisk enhed, i hvilken hvert eneste eksisterende levende væsen er et evigt medvirkende organ i form af et på samme tid fremtrædende makro- og mikrovæsen såvel som et mellemkosmisk væsen. Alt liv betinges således af alt liv.