2347. At ethvert enkelt væsens liv og væremåde, der kun er til glæde for væsenet selv, kun kan ske på bekostning af andre væseners liv, lykke og velfærd, bliver her åbenlyst. Med en sådan væremåde kommer væsenet, om end ubevidst, til at skille sig psykisk og dermed fysisk ud fra universets øvrige liv og bliver en sabotage på samhørigheden med livet i nævnte univers, der igen er det samme som Guds liv. Det er derfor, at den afføder smerte, såvel bevidsthedsmæssigt med sorger og bekymringer, som organismemæssigt med sygdomme, ulykker og læsioner, rent bortset fra den ulyksalige krigszone eller dommedagsepoke, som den jordiske menneskehed i det tyvende århundrede i så udstrakt en grad har fremkaldt. Det, man kalder "det onde", er således kun denne afsporede væremåde, hvis fundament er baseret på princippet "enhver er sig selv nærmest". Når universet eller verdensaltets levende væsener er samhørige organer i en og samme store organisme, hvis totale velfærd derfor er baseret på denne samhørighed, er det givet, at ethvert væsen, der går imod samhørigheden, efterhånden med denne væremåde lukker sig selv ude fra universets psykiske eller mentale struktur, igennem hvilken alt velvære i universet frembringes og styres. Det frigør sig så at sige fra det livsvelvære, som universets struktur er beregnet på at velsigne alle levende væsener med, hvilket er det samme som Guds bevidsthed, og som tilsidst giver væsenerne kosmisk bevidsthed.