2350. Med hensyn til livets eksistens ville denne også være en total umulighed, hvis ikke netop verdensaltet fremtrådte i form af de tre kosmos: mellemkosmos, hvilket vil sige: mennesker, dyr og planter, som tilhører vort eget spiralkredsløb, og mikrokosmos, som giver os materiale for opbygning og vedligeholdelse af vor organisme og bevidsthedsfunktion, samt makrokosmos, der så at sige giver os husly i universet. Hvordan skulle vi kunne opleve liv og bevidsthed, hvis verdensaltet ikke eksisterede som et makrokosmos for os? – Og hvordan skulle vi selv kunne leve i makrokosmos og mikrokosmos, hvis vi ikke selv dannede et mellemkosmos, der kunne være makrokosmos for de væsener, for hvilke det er en livsbetingelse at opleve livet inde i os? – Er ikke hele vor organisme fyldt med levende væsener, uden hvis eksistens vi umuligt kunne have organisme? – Og hvordan skulle disse små væsener have mulighed for liv, hvis de mellemkosmiske organismer, altså vore organismer, ikke eksisterede? – Ser vi ikke netop den samme store skabelse af betingelser for vort liv og tilværelse igennem naturens skabelsesprocesser? – Er det ikke netop disse processer, der betinger vort liv og tilværelse? – Hvis denne for os fremtrædende makrokosmiske skabelsesproces ikke er organfunktioner i en makrokosmisk organisme, hvad er den da? – Da dens skabelsesprocesser er ligeså logiske som processerne inde i vore organismer, kan den absolut ikke være uden et jeg. Hvorfor skulle denne store organisme være til blot for os, som kun er mikrovæsener inde i den? – Hvorfor skulle den ikke ligeså godt være til for et levende ophavs eller jegs skyld, ligesom vor organisme er til, ikke blot for de mikrovæseners skyld, der udgør dens indre liv, men også i nok så høj en grad er til for vort jegs skyld? – Hvordan skulle livet på kloden kunne fremkomme og blomstre, hvis ikke jordkloden befandt sig inde i solsystemets organisme? – Og tror man ikke, solens liv og udfoldelse ligeså godt hviler i en balance mellem dens mikrokosmos og dens makrokosmos, ligesom vi selv hviler i en balance mellem vort eget mikro- og makrokosmos? – Er det ikke netop den kosmiske balance, der skal til, for at skabelse i det hele taget kan finde sted, og oplevelse af liv og tilværelse manifesteres? – At tro, at universet eller verdensaltet kun er et uendeligt ocean af døde kræfters tilfældige spil, og ud af hvilken tilfældighed den smule mikroliv, som den jordiske menneskehed, altså beboerne på det støvfnug i verdensaltet, vi kalder jorden, udgør, skulle være det eneste og højeste eksisterende liv, er en gigantisk, kosmisk afsporing af logisk tænkning. Det er at leve i døden i stedet for i livet.