Hvorledes Guddommen som levende væsen udgør det eneste i sin slags
2355. Når Guddommen er det største væsen, der findes, og den således hverken kan være mikrokosmisk eller mellemkosmisk, kan den kun befinde sig i en situation, intet som helst andet levende væsen kan befinde sig i, nemlig den, ikke at have en guddom over sig, som den kan bede til.Herved afviger Guddommen altså fra alle andre makrokosmiske væsener.Når dens organisme udgør alt, hvad der eksisterer, kan der udenfor denne organisme heller ikke eksistere noget virkeligt "udenfor" således som hos alle andre levende væsener.Disse har jo alle uden undtagelse en ydre og en indre verden.Men denne Guddommens organismes uendelighed har altså ikke nogen realistisk størrelse.Den kan således ikke udtrykkes at være så og så stor eller lille.Derved afviger den også fra alle andre væseners organismer.Da samme organisme aldrig har begyndt og aldrig kan ophøre med at være til, udgør den altså også uendeligheden i tid og fremtræder derved identisk med evigheden.Den er således ganske udenfor tid, ligesom den er udenfor rum og afviger også her fra alle andre eksisterende organismer, som netop er tids- og rumdimensionelle.De har alle til enhver tid en særlig bestemt alder, hvilket Guddommens organisme altså ikke kan have, idet den som nævnt er evig.Da nævnte organisme fylder hele verdensaltet ud, kan den ikke, ligesom de levende væseners organismer, flyttes fra sted til sted.Guddommen i form af verdensaltet kan således ikke hverken løbe, spadsere, køre, flyve eller på anden måde bevæge sig fremad eller tilbage i rummet, eftersom den i sig selv udgør eller opfylder alt rum.Da Guddommen udgør det absolut eneste eksisterende levende væsen i sin slags, har den ingen udenforstående medvæsener at kunne tilkendegive sig for, at kunne udveksle tanker eller tale med.
Tilbage til forsiden
Forrige