2358. Igennem en lang række i hyppighed tiltagende kosmiske glimt udvikler sig den mentale struktur, der tilsidst afføder den kosmiske bevidsthedstilstand. Det er en sådan bevidsthedstilstand, der danner fundamentet for udtalelserne af de evige ord eller udødelige sætninger, der udtrykker den i renkultur fremtrædende kristendom såvel som de udødelige ord i andre af de store verdensreligioner. Det er med denne udvidelse af sanseevnernes kapacitet, at nævnte kosmiske bevidsthedstilstand opstår. I denne tilstand er væsenets sanseevner udvidet så meget, at det ved egen vågen dagsbevidsthed kan opleve kosmiske realiteter og dermed Guddommen såvel som sin egen udødelighed, reinkarnation og dermed sit eget skæbne- og livsmysteriums løsning. For ethvert levende væsen er Guddommen såvel som de kosmiske sanseobjekter ikke noget, der kan blive til dagsbevidst kendsgerning for væsener, i hvilke de kosmiske sanseevner endnu kun er i svøb, ligegyldigt hvor intelligente de så end måtte være. De kosmiske realiteter eller livsmysteriets løsning kan højst blive sandsynliggjort for de mennesker, i hvem der er så megen humanitetsevne, at deres intuitive evne har kunnet tage sin svage begyndelse. Humanitetsevnens udvikling er netop en betingelse for at intuitionsevnen kan komme til udvikling og udfoldelse. For alle andre væsener på det jordiske menneskes udviklingsstadium er Guddommen derfor ikke noget, disse væsener har kunnet acceptere som videnskab, selv om væsenerne i kraft af deres instinktevne er meget religiøst troende.