2359. I kraft af instinktet kan Guddommen ikke klarlægges i form af videnskab, men kun som noget, man absolut rent automatisk tror på eksisterer. For det kolde, intelligente menneske, der endnu ikke har nogen særlig udviklet intuition, men hvis intelligens derimod i stor udstrækning har afløst instinktevnen, er troen på en guddom i tilsvarende grad degenereret og mere eller mindre gået tabt. Det pågældende væsen tror derfor ikke mere, at der er nogen guddom eller noget forsyn til. Og vi siger om et sådant menneske, at det er materialist, det er gudløst eller vantroende. Som blot og bar intelligensvæsen er man således længst muligt borte fra oplevelsen af Guddommen og den kosmiske tilværelses sanseplan. Ja, man kan endog være så langt borte fra fornemmelsen af eller anelsen om Guddommens eksistens, at man ligefrem håner og ringeagter de væsener, der erkender Guddommens eksistens. Men ikke desto mindre vil vi her give en lille skitse af Guddommen, således som denne må leve i sin store ensomhed som det absolut eneste eksisterende væsen i sin slags og som alverdens behersker og ophavet til absolut alt, hvad der eksisterer, og hvis bevidsthed udgør: alkærligheden, alvisdommen og almagten, i kraft af hvilke mentalkulminationer den bliver identisk med livets absolutte eneste eksisterende virkelige "faste punkt".