2360. For at gøre sig Guds eget ensomme liv begribeligt må man naturligvis først og fremmest forstå de betingelser, der kræves, for at noget kan opleve og dermed være levende eller have liv og bevidsthed. Ser vi på vort eget liv, da ser vi, at det består af en serie oplevelser, som alle stammer fra vor ydre verden. Vi ser omkring os naturens kræfter arbejde, vi ser levende væsener i en mangfoldighed af variationer, form og fremtræden. Vi ser kontinenter og have, bjerge og dale. Vi ser kloder, sol- og mælkevejssystemer lyse for os ude i verdensrummet. Vi ser, at alt udgør et uendeligt ocean af bevægelse. Men vi ved også, at al den bevægelse ikke er udløst af blot og bar tilfældigheder, idet ingen som helst bevægelse kan eksistere uden at være udgået fra et eller andet levende væsen. Der findes således bevægelser, der har rod i eller udgår fra makrokosmiske såvel som fra mikrokosmiske og mellemkosmiske væsener. Men så længe menneskene ikke kender til andre væsensarter end de mellemkosmiske og i et lille område de mikrokosmiske, men slet ikke har noget kendskab til de makrokosmiske væsener, kan de naturligvis heller ikke forstå de makrokosmiske bevægelsesarter eller energiudløsninger som levende. Derfor er hele dette store område af bevægelser og energiudløsninger, som vi kalder naturen, elementerne, regn og solskin, kulde og varme osv. mystik for disse væsener.