2369. Vi er allerede blevet bekendt med, at alt, hvad naturen og dermed Guddommen overhovedet skaber, uundgåeligt i sit slutfacit er til lykke, glæde og velsignelse for levende væsener. Foruden den mangfoldighed af slutfacitter eller absolut færdige resultater, som vi ser i naturen eller i Guddommens skabelsesområde, er det endelige slutfacit med hensyn til de levende væsener dette, at de hver især skal blive til et væsen i Guddommens eget billede. De skal vide alt, kende alt, kunne skabe alt, hvad der kan være tilfredsstillelse af de normale og naturlige ønsker, der kan opstå i et højeste væsen som livscenter og søn af den evige Guddom. Dette er det endelige mål med al bevægelse, al skabelse, alle kontraster ligefra det mørkeste mørke eller såkaldte ondeste onde til det mest lysende kærlighedens strålevæld. At et sådant kosmisk væsen ikke kan komme til at føle utryghed, ufred eller nervøst sammenbrud turde være selvfølgeligt. At en virkelig kærlighed og dermed en total mental soltilværelse vil være et sådant væsens normale skæbne er hermed ligeså selvfølgeligt.