2379. For at et levende væsen overhovedet kan opleve noget som helst, må det have evne til at blive påvirket af kontraster. Var der ingen kontraster, ville en hvilken som helst oplevelse være en total umulighed. Al oplevelse er således i sig selv kun kontrastoplevelse. Men for at kontraster kan opstå, må det materiale, der eksisterer som sanse- eller oplevelsesobjekt, udgøre mindst to modsætninger, ved hvilke man kan opleve den ene ved hjælp af den anden og omvendt. For at kunne opleve noget godt, må der være en modsætning hertil, ved hvilken man kan erkende det godes natur fra dets modsætning eller det onde. I ethvert levende væsens bevidsthed må der indgå oplevelser af kontraster til det, samme bevidsthed i forvejen indeholder af oplevede kontraster og de heraf opståede erkendelser. I modsat fald ville det pågældende væsens bevidsthed umuligt kunne holdes vedlige eller fornyes og måtte da stagnere og væsenet miste evnen til at opleve. Men nu er verdensaltets struktur heldigvis således indrettet, at denne tilstand aldrig totalt kan finde sted. Intet som helst levende væsen kan ophøre med at være et levende væsen, takket være den mangfoldighed af kontraster, som dets sansesæt består af. I kraft af, at kontrastprincippet er en absolut uundværlig betingelse for, at oplevelse kan finde sted, må Guds bevidsthed og sansning således også omfatte alle eksisterende kontraster. I modsat fald kunne Gud umuligt holde sin alvisdom, sin almagt og sin alkærlighed vedlige. Guds bevidsthed ville således også gå til grunde eller ophøre, hvis ikke der i den fandtes mørke såvel som lyse kontraster.