2381. Vi ved, at hvert enkelt levende væsen gennemgår kontrastprincippets manifestationer i særlige epoker. Ethvert levende væsen har således en epoke i et spiralkredsløb, hvor det i særlig grad oplever mørkekontrasten, og en anden epoke i samme spiralkredsløb i hvilken det i særlig grad oplever lyskontrasten. Væsenet bliver således skiftevis et mørkevæsen og et lysvæsen. Vi ved, at væsenet i dets begyndende menneskeorganisme i dyreriget oplever kulminationen af mørketilværelsen og i de højere riger i spiralen oplever kulminationen af lystilværelsen. Det bliver derved skiftevis visdoms- og kærlighedsvæsen og et mørke- og drabsvæsen. Men således er kontrastoplevelsen ikke organiseret for Guddommens vedkommende. Han har ikke en periode, hvor han er et mørkevæsen, og en periode, hvor han er et lysvæsen. Han er evigt det samme væsen. Da absolut alle levende væsener eksisterer i hans organisme, vil også alle de væsener, der kulminerer i mørketilværelsen være i ham. Igennem dem får han sit behov for mørkekontraster dækket. På samme måde dækker alle væsener, der kulminerer i lystilværelsen, hans behov for lyskontraster. Da disse lys- og mørkevæsener samtidig, permanent kulminerer i ham, får han således ligeledes permanent de for hans livsoplevelse og manifestation nødvendige mørke- og lyskontraster, uden at han selv bliver noget skiftende specialvæsen i lys eller mørke. Han får ligeledes sin hvile igennem alle de væsener, der hviler eller sover, og han udfolder sin energi eller skabetilstand igennem alle de væsener, der ikke er i hvile. Således er han i en permanent vågen dagsbevidst oplevelse igennem alle de væsener, der er vågne eller dagsbevidste, og i en permanent sove- eller hviletilstand gennem de væsener, der befinder sig i denne tilstand. Han er således dagsbevidst på det fysiske plan gennem alle de væsener, der her er dagsbevidste og dagsbevidst på det åndelige plan gennem alle de væsener, der er dagsbevidst på dette plan. Hans organisme: verdensaltet, fødes og dør igennem alle de levende væseners fødsel og død. Idet det således kun er dele af Guds bevidsthed, der indgår i søvn og hvile, medens andre dele af samme bevidsthed samtidigt er vågne dagsbevidste områder, er Gud altså her synlig som et permanent fysisk og åndeligt væsen, permanent sovende og vågent. I Guds bevidsthed vil der altid være så mange væsener vågne, dagsbevidste på det fysiske og åndelige plan, som er nødvendigt, for at Guddommen permanent vågen, dagsbevidst kan være alvis, almægtig og alkærlig i sin daglige livsoplevelse og væremåde, medens alle de andre væsener er i hvile. Når disse hvilende væsener efterhånden er udhvilet, indgår de igen i Guds vågne dagsbevidsthedsfunktion, medens de væsener, der nu bærer Guds dagsbevidsthed efterhånden, som de er modne for hvile, da indgår i denne. I kraft af dette guddommelige princip er Guddommen således evigt, permanent vågen dagsbevidst i al tilværelse og på alle planer og i alle forhold. Derved afviger Guddommen fra alle andre levende væsener i verdensaltet, der skiftevis må leve på det fysiske og åndelige plan, skiftevis må være i latent og i kulminerende manifestation og livsoplevelse, skiftevis må høre til primitive, ufærdige væsener, og til højintellektuelle og fuldkomne væsener. Guddommen er således i kraft af den her beskrevne struktur et evigt uafbrudt vågent dagsbevidst væsen i kulminerende alvisdom, almagt og alkærlighed.