2388. I Guddommens bevidsthedsstruktur forekommer der således hele tiden et område, hvor dennes bevidsthed kulminerer i alvisdom, almagt og alkærlighed, og et område, hvor den er latent eller kosmisk set sovende, og hvor den i form af udvikling bliver fornyet og fuldkommengjort til atter at blive redskab for manifestation af kosmisk bevidsthed og dermed til redskab for Guds højeste visdom, kærlighed og almagt. Og således går det til, at Guddommen permanent har en fornyet og altid kulminerende bevidsthed i alvisdom, almagt og alkærlighed samtidig med, at han også har et bevidsthedsområde, hvor hans bevidsthed gennemgår en fornyelse og atteropvækst fra dens degenererede, latente eller sovende tilstand. Alt det, vi kalder udvikling, er således i sin højeste analyse en fornyelse af Guds evige livsoplevelsesevne. Og i kraft af spiralkredsløbets særlige struktur i Guddommens psyke eller albevidsthed udgår væsenerne af hans primære bevidsthedsområde. Alt eftersom væsenerne bliver mættede af lysmanifestationerne, bliver trætte og ønsker hvile, degenererer de og indgår i salighedsriget, der er deres egen indre verden, og hvor oplevelserne her kun er deres egne erindringer fra deres liv igennem spiralkredsløbet. Her kommer længslen efter manifestation og livsoplevelse i den ydre verden atter tilbage. Og for at få bevidsthed og ydre manifestationsevne må væsenerne atter tilbage til oplevelsen i den fysiske verden. Men hertil kræves der en fysisk organisme. Og vi ser, at denne organisme langsomt bliver til, først igennem krystaldannelser, senere igennem vegetabilske materier for tilsidst at fremtræde i animalsk materie og blive til det virkeligt fuldkomne menneskelegeme med organer for manifestation af den totale næstekærlighed eller kærligheden til alt og alle. Og her får væsenet altså kosmisk bevidsthed. Og efter denne udvikling og fornyelse af livsoplevelsesevnen indgår væsenerne atter som fuldkomne bevidsthedsorganer og livsenheder for Guds primære bevidsthed i kulminationen af alvisdom, almagt og alkærlighed. Spiralkredsløbene og udvikling er således kun foreteelser, igennem hvilke Guddommen evigt kan holde sin bevidsthed i permanent kulmination af den nævnte alvisdom, almagt og alkærlighed, og de levende væsener ligeledes kan få deres evige livsoplevelsesevne fornyet. Udvikling er således i virkeligheden kun en fornyelsesproces for Guddommens og de levende væseners evne til at opleve og manifestere livet.