2389. Som vi har set, har Guddommen altså et område af bevidsthed, hvis sanse- eller livsorganer, altså de levende væsener, er degenererede og kun har en latent bevidsthed. At Guddommens eller verdensaltets manifestation ikke kan blive fuldkommen igennem den er naturligvis en selvfølge. Med ufuldkomne redskaber eller organismer kan ingen fuldkommen manifestation eller livsoplevelse manifesteres. Og det er netop i kraft heraf, at denne del af Guddommens bevidsthed forekommer i tilværelsen som et mørkets område, dyreriget og det ufuldkomne menneskes tilværelsesplan. Dette tilværelsesplan udgør altså området for alle de livsorganer eller levende væsener i Guds bevidsthed, i hvem livsoplevelsesevnen, lysten og interessen for lysoplevelserne er opslidte og derved degenererede. Det er i denne deres degenererede og latente tilstand, de befinder sig i salighedsriget og kun kan opleve deres erindringer. Fra dette latente og til hukommelsen indskrænkede bevidsthedsliv udvikler de sig, så de atter kan komme til at manifestere sig i den ydre verden. Og det er disse væsener, vi i dag ser befolke plante- og dyreriget, hvortil det ufærdige jordiske menneske endnu hører. At disse ufærdige væseners livsområde i Guddommens bevidsthed må blive en kulmination af uvidenhed og famlen sig frem igennem vildfarelser og livsfarlige fejlmanifestationer og de heraf følgende ulykkelige skæbner er selvfølgeligt. At de pågældende væsener selv næsten umuligt kan opfatte dette område som noget af Guds bevidsthed og manifestationsområde er ligeså selvfølgeligt.