2390. Som vi her har set, er forannævnte mørkeområde absolut uundværligt for både Guddommen og de levende væsener. Hvordan skulle deres bevidstheds- og tænkeevne med tilhørende organer, der altsammen hører ind under de tids- og rumdimensionelle foreteelser, kunne blive fornyet og Guddommens og væsenernes livsoplevelsesevne dermed blive evigt uforgængelig? – Når livsorganerne eller de levende væsener, der udgør fundamentet for al manifestation og oplevelse, er skabte foreteelser og absolut ikke eksisterer eller kan blive til på anden måde end igennem skabelse, må der i Guddommens bevidsthed eller psyke eksistere et område, hvor denne skabelse og udvikling af sanseorganerne kan finde sted, ligesom de væsener, hvis organismer for tiden befinder sig i denne skabelse, absolut ikke kan manifestere sig anderledes end ud fra det stadium i skabelsen, som deres organismer i øjeblikket befinder sig på. At disse manifestationer, der her udløses, må være ufuldkomne, alt eftersom de organer, i kraft af hvilke manifestationerne udløses, er ufuldkomne, er absolut både selvfølgeligt og naturligt. Hele dette område bliver af de pågældende uvidende væsener selv opfattet som "helvede", som noget, der er "ondt", som noget, der har en djævel til ophav, altså et væsen der udgør en modsætning til forestillingen om Gud. Medens man gør Gud til ophav til alt det, man mener er godt, gør man "djævelen" til ophav til alt det, man mener er ondt, og man har ligefrem i Guds navn lavet religioner med love og fordømmelser, forfølgelser og henrettelser af væsener, fordi de tilhørte denne de ufærdige væseners livszone og selvfølgelig ikke kunne udtrykke sig med anden begavelse, moral og væremåde end den, der var resultatet af deres midlertidige udviklingstrin. Den viden og begavelse, de endnu ikke af følelse og udvikling var i besiddelse af, kunne de selvfølgelig ikke handle efter. At man indenfor dette område naturligvis ikke kunne danne sig noget virkeligt absolut billede af verdensaltets og Guddommens og dermed af livets sande natur er selvfølgeligt. Derfor kan dette områdes væsener naturligvis kun opfattes som ufødte sjæle i det virkelige kosmiske livs kulminerende natur og fremtræden i kærlighedens stråleglans. Og vi forstår således her, at alle mennesker efterhånden, som de bliver udviklet i intellektualitet og humanitet må forlade de gamle gængse primitive religiøse dogmeområder. De vokser eller udvikler sig i kosmisk begavelse og oplever tilsidst som kendsgerning det primære og fuldkomne, Guddommelige evige liv.