Livets Bog, bind 6
Hvad er mørket? – Reinkarnationen eller væsenernes vandring igennem lyse og mørke sfærer
1960. Hvad er da mørket? – Ja, som vi har set, er mørket i absolut forstand ikke noget mørke, men udgør blot kampen imod den modstand, som den fysiske materie er i stand til at yde overfor væsenernes tanke- og skabeimpulser, som absolut kun kan overvindes ved at forme tankeimpulserne logisk, der er det samme som at bringe dem i kontakt med naturens skabelse og skabemetoder. Som vi allerede i de tidligere kapitler har fået kendskab til, sker væsenernes tilknytning til den fysiske materie ved hjælp af reinkarnationen, der igen kun udgør skiftende stadier i et evigt princip, vi kender som spiralkredsløbet. Igennem dette princip bringes væsenerne til at leve i en evig skiftende oplevelse af lys og mørke. Livsoplevelsen kommer derved til at forme sig for det levende væsen som en vandring igennem lyse og mørke sfærer. I denne vandring bliver livsoplevelsen fremtrædende i en tiltagen hen imod en kulmination for derefter at blive aftagende henimod en latent eller mindsteoplevelsestilstand, hvorefter den atter bliver i tiltagende og således fortsættende. Vi vil derfor nu begynde vor iagttagelse af den evige livsoplevelse i en epoke, hvor denne for længst er blevet i sin mindsteudfoldelse udadtil i den ydre verden.