Selv den mest faste materie er en verden af tomrum
1977. Vor verden sejler i sin evige bane frem igennem himmelrummets umådelige dybder med udsigt til mælkevejenes tusinder og atter tusinder af sole, stjerner, lysende tåger, kometer og andre åbenbaringer på himlen.Vort ophold og fremtræden i denne Guds verden er intet mindre end et mirakel.Det vældige panorama, vi skuer ind i, er en verden af storme og orkaner, manifesteret i hvirvelvinde bundet i form af kredsløb.Kredsløbene er igen bevægelseskombinationer, tilgængelige for sanserne i form af faste, flydende, luftformige og stråleformige materier.Vor verden sejler frem igennem rummet med en fart af mange kilometer i sekundet, og dog synes vi, at den står stille.Vi oplever granit og marmor, diamant og platin og sanser disse stoffer som fast materie.Og dog er nævnte materier kun lysende partikler, imellem hvilke der er umådelige afstande i forhold til partiklernes størrelse.Arealet af tomrum imellem nævnte partikler er tusinder af gange større end det areal, partiklerne tilsammen udgør.Men disse partikler udgør i forbindelse med psykiske kræfter hvirvelstorme (kredsløbsbevægelser), i kraft af hvilke de kommer til at udgøre det kontrastforhold til vore sanseorganer, vi fornemmer som fast eller fortættet materie.På samme måde består de førnævnte partikler ligeledes af mikropartikler i overdimensionerede tomrum i forhold til partiklernes størrelse og således fortsættende.Disse små partikler er ligeledes hvirvelstorme eller kredsløb.Et hvilket som helst fast stof, ganske ligegyldigt hvor fast det så end måtte forekomme, er i sig selv eller i sin inderste analyse således ikke noget massivt, fast og uigennemtrængeligt område.Det er derimod i sin natur og i en vis sansedimension ligeså åbent og let gennemtrængeligt som en verden af luft, ja endnu lettere.Det er faktisk en verden af tomrum.Det mest faste stof, det hårdeste granit eller mineral er således ligeså åbent og letgennemtrængeligt som vort makrokosmos eller verdensalt med alle dets sole og mælkeveje, planeter og stjerner.At tro, at de faste stoffer i deres inderste analyse virkelig er faste, er ligeså tåbeligt, som det ville være at tro, at det nævnte makrokosmos med sine umådelige tomrumområder er fast og uigennemtrængeligt som det hårdeste mineral.
Tilbage til forsiden
Forrige