Martinus: Livets Bog, bind 6, stk. 1988

1988. Efter at åndsvidenskaben er blevet tilegnet af væsenet som "A-viden" (teoretisk viden) og er blevet til "B-viden" (vågen dagsbevidst viljemæssig praktisering) bliver den til "C-viden", der er det samme som automatfunktion eller vanepraktisering. Ting eller metoder, man daglig praktiserer eller udøver i en stadig fortsat rækkefølge, bliver tilsidst til en selvstændig manifestation, så man ikke behøver at være vågen dagsbevidst med i den. Den fortsatte rækkefølge i udøvelsen af den samme manifestation udvikler efterhånden et selvstændigt center eller organ i hjerne- og nerveregionen. Det er dette organ, der bliver til talentkerne og rodfæster sig i væsenets skæbneelement i overbevidstheden. Når dette organ eller denne talentkerne er tilstrækkeligt udviklet, overtager den selve føringen af den pågældende manifestation, således at væsenet i kraft heraf kan have sine tanker frie og uafhængige af denne manifestation – kan tænke på andre ting. Det er denne tilstand, der har affødt ordsproget: "øvelse gør mester". Når et lille barn begynder at lære at gå, ser vi, at det absolut må have hele sin bevidsthed koncentreret på dette felt. Når barnet efterhånden får lært at gå, og denne evne er blevet til vanefunktion, er dets tanker ikke mere bundet ved denne dets funktion. Vi kan således alle gå og tale med hinanden, uden at vi behøver at skænke dette, at vi går, nogen tanke. Når en bestemt manifestation er blevet en rutine, er den blevet en biting i den vågne dagsbevidsthedsfunktion, idet den da har fået et selvstændigt underbevidsthedscenter og kan arbejde mere eller mindre automatisk eller selvstændig. Når visdommen således er blevet til automatfunktion i den daglige væremåde og væsenet derved ikke mere har noget mørke at slås med eller ikke har noget at skulle overvinde i sin væremåde, og samme væsen således er blevet til et menneske, der til punkt og prikke opfylder næstekærligheden eller princippet at elske sin næste som sig selv som selvfølgelig og naturlig væremåde, da er det færdigt med dyreriget. Da er det kommet igennem både "forgården", "den indre forgård" og "det hellige" og er nu trådt ind i "det allerhelligste" i Guds tabernakel eller livets tempel. Da er det blevet en virkelig "ypperstepræst" eller et kristusvæsen, der har adgang til livstemplets "allerhelligste". Det er denne væsenets fuldkommengørelse, der kommer til udløsning i form af "den store fødsel" eller indvielse. Vi ved, at denne her beskrevne væsenets vej fra "forgården" til "det allerhelligste" befordres af "den højeste ild" gennem de to seksuelle polers konstellationer i det levende væsen. Med denne sin adgang til livstemplets allerhelligste er væsenet som nævnt blevet "en ypperstepræst", der igen er det samme som det, der i virkeligheden ligger til grund for det, der skjuler sig under begrebet "konge".

Forrige

Næste