Livets Bog, bind 6
Kongeværdighedens forfald
1989. I vore dage kender man kun begrebet "konge" som udtryk for et arveligt statsembede, ja undertiden kun som et objekt for et politisk parti, en særlig politisk retning, til hvilken der eksisterer flere konkurrerende partier. At kongeværdigheden i dag kun er at udtrykke som en ruin, ja, et næsten udvisket skyggeagtigt spor af noget stort, urokkeligt i den guddommelige ledelse af menneskehedens førelse og udvikling, der engang var håndgribelig virkelighed, åbenbarer sig med lethed som kendsgerning, når man ser, at kongeembedet ikke er andet og større end noget, der kan gå i arv fra far til søn ligesom en død ting, som en formue, en ejendom eller lignende. Adgangen til kongetronen betinges kun af en i kosmisk henseende så ganske intetsigende ting som dette, at man er søn af en konge, eller blot det, at man er i familie med en konge, ligegyldig hvilken grad af intellektualitet eller åndsevner, man så end måtte besidde. Har man ikke netop eksempler på, at der har været kronede hoveder, der har været meget lidt begavede, ja ligefrem har været afsporede og befængte med sadistiske tilbøjeligheder? – Den slags tilstande er såre beskæmmende for en "ypperstepræst", altså en virkelig konge, som skulle være folkets guddommelige vejleder og beskytter, være mellemleddet mellem Gud og mennesker i kraft af sine egne kvalifikationer som indviet væsen. Dette vil igen sige et væsen, i hvem den væremåde, som dets folk skulle udvikles i, forlængst var blevet til "C-viden".