Livets Bog, bind 6
Den døde kongemagt under den juvelbesatte guldkrone og den sande kongemagt under tornekronen
1992. Dette, ikke at dræbe, er ikke blot dette, ikke at myrde mennesker, men det er i ligeså høj grad dette: ikke at myrde andre levende væsener. Da dette er vejen, vil kongebevidstheden i dag mere end nogen sinde være dette: aldrig at dræbe. Ikke desto mindre ser man undertiden i de illustrerede blade og tidsskrifter store billeder af konger og andre fyrstelige personer i positur ved rækker af dræbte dyr, de har nedlagt ved klapjagter, holdt på de store godser. Stillet ansigt til ansigt med det femte bud bliver nævnte positur ikke særlig flatterende for de fyrstelige personers kongeværdighed. Tusinder af disse personers undersåtter står højt hævet over denne dræbende tendens, denne ganske meningsløse mordlyst og er således anderledes i kontakt med den kongeværdighed og livgivende atmosfære, der omstrålede den sande kristendoms ophav, den fuldkomne konge, Jesus Kristus.
      Med hensyn til kost- eller ernæringsidealer er de kongelige personer af i dag heller ikke i spidsen, thi det er ligeså lidt fremtidens løsen at være ivrige kødspisere, som det er at være jægere. Når konger af i dag er jægere og krigere, repræsenterer de altså Det Gamle Testamentes bloddryppende idealer, ja lever i de rene valhalsmanifestationer. Men disse hedenske idealer kan ikke være model hverken for nutiden eller fremtiden. Kunne de det, behøvede Kristus ikke at være født på jorden, ligesom Det Nye Testamente da også ville have været totalt overflødigt. Derimod ser vi, at væsener, i hvem den virkelige kongeværdighed helt eller delvis eksisterede, fik millioner af "undersåtter" eller tilhængere helt ud over deres død eller fysiske tilværelse ganske udenom de autoriserede konger og fyrster. Sådanne konger kender vi som verdensgenløserne: Kristus, Buddha, Muhamed o.fl. Havde disse navngivne historiske personer ikke haft i sig en virkelig kongebevidsthed, en virkelig kongeværdighed, tror man så, de i dag ville være så lovprisede og dyrket af millioner og atter millioner af tilhængere verden over, som tilfældet netop er? – Hvem af de i dag autoriserede konger tror man, der vil få undersåtter i form af tilhængere og dyrkere ud over deres død? – Hvilke jordiske konger kan i dag opvise en bevidsthed eller mentalitet, i kraft af hvilken de må formodes ud over deres død at kunne blive ved med at regere, vejlede og sammenholde millioner og atter millioner af mennesker omkring deres ånd? – Er det ikke således, at det, der er tilbage af de jordiske konger af i dag, når de er døde, som regel kun vil være deres afsjælede legemer, indkapslede i vældige marmorsarkofager, henstillede i luksuriøse pragtrum. Men hvor er Kristi fysiske legeme? – Hvor er de andre store og virkelige åndelige kongers afsjælede fysiske legemer? – Borte – forlængst overgået i materiens naturlige kredsløb, men det kongelige ved disse væsener er deres guddommelige ånd, der lyser og funkler den dag i dag for millioner af tilhængere og beundrere, varmer og styrker åndeligt, hungrende og ulykkelige sjæle tusinder af år efter deres fysiske død. Denne guddommelige atmosfære og livgivende, dragende magt ved disse væsener er kongemagt og kongeværdighed i renkultur. Dette er noget af den glorværdighed, der engang besjælede og udstrålede fra de fysiske jordiske konger, men som nu altså har banet sig en helt anden vej. Nu er den sande kongemagt ikke mere underlagt den i guld og ædle stene manifesterede kongekrone. Nu er dens virkefelt underlagt – tornekronen.