Livets Bog, bind 6
Den sæd i hvilken alle jordens slægter skal velsignes
1994. Et højere udtryk for kongeværdigheden på jorden end "jødernes konge" kan ikke gives. Jøderne er et folk, der var på et så fremtrædende åndeligt stadium, at her kunne den sæd, i hvilken alle jordens slægter skulle velsignes, finde jordbund. Jøderne havde således noget i sig, havde gennemgået så mange lidelser og derved fået udviklet et så tilstrækkeligt område af human indsigt i livet, at kongemagtens hundrede procents åbenbaring, den rene næstekærlighedslære her for første gang kunne manifesteres som virkelig C-viden i kød og blod. Det er denne næstekærligheds hundrede procents praktisering, der er den sæd, i hvilken alle jordens slægter skal velsignes. Og det var den sæd, der er den sande kongemagt og kongeværdighed.