Livets Bog, bind 6
Hvilke mennesker der søger kunstige veje til indvielse
2005. Hvilke mennesker søger fortrinsvis kunstige veje til indvielse? – Det er mennesker, som i sig nærer stor ærgerrighed og forfængelighed udløst i et meget stort begær efter at blive andre mennesker overlegne, men som i deres stræben herefter ikke har kunnet nå dette deres ønskers mål på det rent materielle plan. De var nemlig ikke modne nok hertil. Og i skuffelsen herover søger de meget ofte at få det utilfredsstillede forfængelige begær tilfredsstillet på det åndelige eller religiøse område. De ønsker således her at kunne spille rolle, gøre sig overlegent gældende, men uden i virkeligheden at besidde den absolutte uselviskhed eller grad af næstekærlighed, der her er den absolut eneste vej til indvielse eller åndelig storhed. Det er således ikke så meget deres moralske begær, som det er deres forfængelighed, de søger at få tilfredsstillet. De søger derfor meget ofte frem til at spille rolle i åndelige bevægelser. De søger mod mystiske oplevelsesevner, spiritisme og "okkulte" skoler. De vil gerne tilegne sig clairvoyante og andre psykiske evner, evner som i virkeligheden hører fortiden og det primitive udviklingstrin til, og som derfor nu hos almenheden forlængst er blevet til intetsigende rudimenter. De arbejder med pendulsvingninger, automatskrift, trancetaler og hypnose. De søger yogaskoler og mystikere og håber herigennem at kunne nå frem til at blive "indviet". Meget godt kan naturligvis læres indenfor disse foreteelser rent bortset fra den skrækkelige fare for åndelig afsporing, man her bliver udsat for, men den virkelige fuldkommengørelse, der afføder den absolut organiske indvielse eller den store fødsel til kosmisk bevidsthed, er ligeså umulig at opnå her, som det er umuligt for et lille barn pludselig at blive til et voksent menneske.