Livets Bog, bind 6
Menneskets forvandling fra instinkt- og følelsesvæsen til intelligensvæsen, hvis åndelige hunger kun kan mættes eller tilfredsstilles med intellektualitet
2034. Efterhånden som mennesket mere og mere levede på bare tros- og fantasiforestillinger, altså uintellektualiserede tanker og viljeføringer, kom det til at kollidere med selve livet, der i sig selv er hundrede procent logisk eller totalt fuldkomment. Disse kollisioner bragte menneskene mere og mere til at tænke. De mørke erfaringer viste sig i tilsvarende grad mere og mere for det begyndende intellektuelle syn at have sin rod i, at deres ophav havde handlet uintellektuelt, selv om de måske havde fulgt de traditionelle dogmatiske, religiøse forskrifter. De kom, alt eftersom deres intelligens voksede, til at se, at dogmerne eller de overleverede religiøse livsforskrifter ikke dækkede alt i den daglige tilværelse. Livet blev mere og mere kompliceret, alt eftersom mennesket igennem livene udviklede sig. De kom til at stå overfor tildragelser eller begivenheder, som ikke eksisterede på det tidspunkt, dogmerne eller forskrifterne blev til. En ny oplevelsesverden voksede op udenom dogmernes mentale områder. Mennesket blev fra at være et religiøst væsen, hvis livsindstilling og spørgsmål altid var rettet imod de overleverede traditioner og disses bærere præsterne, profeterne og kongerne til væsener, der efterhånden mere og mere levede i mentale områder, der affødte spørgsmål, der lå udenfor præsternes og helligdommenes eller kirkernes områder at besvare. Disse områder var de rene intelligensterræner eller logikkens domæne. Den voksende ny sanseevne "intelligensen" krævede, at alle svar på spørgsmål måtte være logiske. De måtte være svar, der udredede en fuldstændig tilfredsstillende analyse for forstanden, som man selv kunne efterforske eller konfrontere med sine egne tilsvarende erfaringer fra livet og skæbnen. Dette kendte man ikke til på et tidligere udviklingsstadium, da man endnu ikke havde udviklet intelligensen. Da kunne bevidstheden ikke afføde spørgsmål, der ikke kunne tilfredsstilles med et instinkt- eller følelsessvar, selv om dette var ganske uintellektuelt. Man troede således med lethed på et "evigt helvede", hvorfra man altså i al evighed aldrig nogen sinde kunne undslippe. Man troede videre som følge heraf, at det kun var en ganske lille flok mennesker, der blev frelste og kom til at leve sammen med Gud i paradiset, medens hele den øvrige menneskehed i virkeligheden gik ad den brede "fortabelsens vej". Ja, denne trosevne har også båret mennesker igennem århundreder på forestillingen om "syndernes forladelse", og at Gud kun kunne give denne forladelse til "synderne" i kraft af den omstændighed, at Jesus blev korsfæstet for disse "synder". Ligeledes har troen på "hellig vrede" og "retfærdig harme" heller ikke kunnet henregnes til synd, idet man også indenfor dogmetroens verden regner det for selvfølgeligt, at Gud kan være vred og hadefuld imod nogle væsener samtidig med, at han favoriserer og forkæler andre, altsammen forestillinger med almindelig ufuldkommen menneskelig mentalitet som model. Men på grund af den endnu meget lidt udviklede religiøse intellektuelle sans ser vedkommende væsener ikke den her forekommende totale mangel på logik, og kan derfor leve trygt i troen på disse dogmer eller forestillinger. Men det er der ikke noget som helst syndigt i. Man kan jo ikke tænke og tro længere end i de baner, man har begavelse og evner til. Men med udviklingen af intelligensen og igennem oplevelserne af de mange lidelser eller mørke skæbner, som det ufuldkomne eller ulogiske liv indvikler mennesket i, hvorved også følelses- eller medlidenhedsevnen efterhånden udvikler sig, bliver mennesket mere og mere intellektualiseret i sin mentalitet eller tankegang. Livet lærer menneskene, at der kræves absolut logik i enhver materiel skabelse. I modsat fald kan skabelsen ikke opfylde sit formål. Hvis der skal bygges en bro over en afgrund, må alle detaljer her regnes nøjagtigt ud i forhold til, hvilken vægt den skal kunne modstå, i modsat fald vil broen styrte sammen når den kommer i brug. Det samme er tilfældet med opførelse af huse, skyskrabere eller i fremstillingen af biler, flyvemaskiner etc. Denne indstilling til logik i enhver materiel skabelse bliver efterhånden en daglig nødvendighed for mennesket i det rent praktiske, fysiske, materielle liv. Men med denne udvikling bliver det efterhånden åbenbart for væsenet, at der ikke er nogen logik i de overleverede religiøse dogmer. Det taber derfor interessen herfor og bliver materialist. Det kan ikke mere tilfredsstilles ved tro. Det kan kun tilfredsstilles igennem absolut viden eller kendsgerninger.