Livets Bog, bind 6
Hvad der gør de materielle foreteelser i verden identiske med princippet i en bogs tekst
2061. Men hele dette dogmeområde viser jo bare menneskenes første famlende forsøg på at danne sig en forklaring af en eksisterende højere virkelighed bag den synlige virkelighed, som igennem en instinktmæssig impuls rent automatisk finder frem til deres vågne dagsbevidsthed. Denne usynlige virkelighed bag den synlige giver sig til kende igennem alt det synlige. Der findes ikke en eneste foreteelse, ikke en eneste bevægelse, ikke et eneste vindpust, som ikke er en tilkendegivelse af denne usynlige virkelighed. Ja, selv et støvfnug tilkendegiver noget psykisk ved sin bevægelse, der tilhører en anden virkelighed end den fysiske, og som i realiteten er den primære absolutte virkelighed. Det er denne, de synlige materielle tings fremtræden som udtryk for eller tilkendegivelse af den usynlige virkelighed, der gør disse materielle ting identisk med princippet i en bogs tekst.