Livets Bog, bind 6
Guddommens og gudesønnens identitet som uendeligheden og evigheden
2093. I dette, de gyldne trådes tomrum, var gudesønnen udenfor formernes, udenfor organismernes, ja, udenfor alle skabte tings verden. Derfor måtte rummet være absolut tomt, være et "intet". Men hvad med ham selv? – Han var jo stadig til, men ikke åbenbaret i nogen som helst synlig eller for sanserne tilgængelig materie. Men oplevelsen af de lysende guldtråde i tomrummet eller i det store "intet" eksisterede jo og blev oplevet af ham selv. Men hvem var "han" eller dette "selv"? – Han havde ingen organisme. Han besad ikke noget som helst synligt, der kunne markere hans tilstedeværelse eller eksistens. Men ikke desto mindre var det en kendsgerning, at han eksisterede. Han oplevede jo guldtrådene og tomrummet eller det store "intet". Foruden guldtrådene var der altså kun dette "intet" til. Han selv var ikke disse lysende, mentale guldtråde. Hvad var han da? – Nu lød atter den evige Faders røst igennem rummet til den forundrede gudesøn:
      "Min kære søn! Dette, de gyldne trådes lysocean, du i øjeblikket befinder dig i, er en passage i den store indvielse, i kraft af hvilken jeg skænker den til indvielse fuldmodne søn "kosmisk bevidsthed" som en permanent vågen dagsbevidsthedstilstand. De gyldne tråde er min evige ånd over "vandene", med hvilken din ånd nu er fuldstændig sammensmeltet. De er samtidig udtryk for din overbevidsthed i dens eget eksistensplan. "Vandene", hvilket her vil sige: den fysiske og psykiske stoflige verden, de skabte tings eller formernes domæne og din i dette domæne arbejdende underbevidsthed er her fjernede fra dit sanseområde. Det er derfor, du her ikke oplever nogen tid eller noget rum. Men hvor der ikke er tid og rum, eksisterer der heller ikke noget, der er skabt. Hinsides tiden og rummet eller det skabte eksisterer kun uendeligheden og evigheden. Men uendeligheden og evigheden er ikke noget, der er skabt ved sanser og kan derfor heller ikke opleves ved sanser. Derfor må uendeligheden og evigheden vise sig i sansernes verden som et absolut "intet". Men dette "intet" kan ikke være livsmysteriets sande løsning, for du ser, hvorledes du sammen med mig her i de gyldne trådes domæne konstaterer og oplever dette "intet". Da du, såvel som jeg, ikke er det samme som vor organisme, den har vi jo frembragt af materie, har vi altså en eksistens udenfor denne. Hvordan skulle vi ellers have frembragt denne? – Men vi er heller ikke blot og bar "overbevidsthed". Den er jo kun et redskab, en evig evne, vi har til at kunne frembringe organismer og andre skabte ting og dermed skabelsen af tiden og rummet. Hvis det ikke var således, hvordan skulle så tiden og rummet være blevet til? – Men da vi ikke er "overbevidstheden", og vi ikke er organismerne eller de skabte ting, hvad er vi da? – Ja, min kære elskede søn! Du ser her på livets tinder foran dig de lysende guldtråde, der vibrerer i det umådelige tomrum eller intet. Dit og mit jeg kan således absolut kun være dette "intet". Hvor og hvad skulle dit og mit jeg ellers være? – At de er til kan ikke bortforklares, eftersom vi dog tilsammen her oplever og konstaterer dette. Men hvorfor viser vore jeger sig så for os som et "intet", vil du vel her indvende. Men her må jeg svare dig, at når vore jeger ikke udgør "det skabte", der kun kan eksistere som organiseret i forskellige hastigheder fremtrædende bevægelser, kan vore jeger kun være identisk med absolut stilhed. Men absolut stilhed kan umuligt reagere overfor sanser. Sanser er i sig selv bølgelængder, der reagerer overfor andre bølgelængder, de udgør bevægelser, der mere eller mindre kolliderer med andre bevægelser. Kollisionerne er det, der bliver til tanke, bevidsthed og manifestationer, der igen er det samme som tid og rum. Denne absolutte stilhed må således blive det samme som umanifestation. I denne totale stilhed er der ingen bevægelser, der kolliderer med andre bevægelser. Der kan derfor heller ikke være noget som helst, der kan bringe sanserne til at reagere. Enhver form for umanifestation må derfor nødvendigvis blive synlig som et "intet". Vort jeg, hvis tilstedeværelse vi ikke kan bortforklare, er således et "umanifesteret noget", som i sig selv adskiller sig fra det manifesterede eller det skabte ved at være hævet over enhver form for direkte manifestation. Det kan således kun vise sig for os som et "intet". Men herigennem bliver det til urokkelig kendsgerning, at noget absolut "intet" ikke kan forekomme i verdensaltet. Dette vort, over tid og rum hævede og dermed evige, "noget" eller jeg, udgør således på en måde et element, der ved sin ophøjede tilstand udenfor tid og rum opfylder altets manifesterede tomrum, såvel som det eksisterer usynligt bag ved alt det skabte eller alt, hvad der udgør tid og rum. Som du ser, min kære søn, er vi, du og jeg, således allestedsnærværende. Vi opfylder alt rum og al tid. Dette vil altså igen sige, at vi i kraft af dette vort "jegs" ubegrænsede element er selve uendeligheden og evigheden."