Livets Bog, bind 6
Mørkeoplevelsens nødvendighed
2109. Åbenbaringen fortsatte: "En oplevelse er en skabt ting. Og ingen som helst skabt ting kan være evig. Dit kendskab til mørket og lyset er også en skabt ting og kan derfor heller ikke være evig. Derfor er alle bevidsthedstilstande kun midlertidige. Ingen som helst nok så guddommelig fuldkommen viden eller erfaring kan blive ved med i vågen dagsbevidsthed at besiddes af sit ophav i de ydre tilværelsesplaner. Du behøver kun at lægge mærke til din egen nuværende bevidsthedstilstand. Den store lystilværelse, du nu er kommet ind i, har du udelukkende i kraft af dit kendskab til mørket. Men dette kendskab, der igen er det samme som den højeste visdom, har du udelukkende i kraft af dine, igennem dine mange liv realistisk oplevede mørkets handlinger, gerninger eller levevis. Når dine nuværende handlinger eller din nuværende levevis kun befordrer lykke, glæde og velsignelse for dine medvæsener og dermed for dig selv, skyldes det således udelukkende den omstændighed, at der i din evige livsbane eller livsoplevelse fandtes en mørkets epoke, hvor det var muligt for dig at få tilegnet dig ved eget selvsyn og erfaringsoplevelse kendskabet til mørkets handlinger og de heraf følgende, dødbringende manifestationer. Hvis du aldrig nogen sinde var kommet ind i denne mørkets epoke, ville du aldrig nogen sinde kunne være kommet i besiddelse af den allerhøjeste visdom, som nu er dit livsfundament og garanti for din nu opnåede urørlige livslykke."