2129. Og nu nærmede Faderen og sønnen sig afslutningen på gennemgangen af den del af livets store eventyr, der hedder mellemkosmos. Dog var der endnu tilbage at dvæle lidt ved den fundamentale grund til mørkets eksistens. Og den evige Fader udbrød: "Min kære elskede søn! Du har nu sammen med mig oplevet kærlighedens natur og mission, ligesom du har oplevet mørkets terræner, ragnaroks eller dommedagens domæne. Du har set kærlighedens højeste lys og mørkets natsorte gru. Du er derfor også indforstået med, at begge disse to store energikontraster er absolut nødvendige, for at befordringen eller opretholdelsen af de levende væseners evige livsoplevelsesevne overhovedet kan finde sted. Uden væsenernes oplevelse af mørke- eller dødsterrænerne ville jeg umuligt kunne give dem oplevelsen af mine lysterræner. Al kundskab, al viden, al sansning beror udelukkende på forholdet mellem kontraster. Der, hvor der ingen kontraster eksisterer, kan der ikke eksistere noget forhold. Der, hvor der intet forhold eksisterer, er der intet at sanse. For at vække Adam af hans søvn, hvilket vil sige, de levende væseners slumrende bevidsthed i salighedsriget, og derved bringe dem til liv ud over mineralmaterien, forekommer der kun én eneste vej, nemlig "nydelsen af kundskabens træ", der igen er det samme som erfaringens eller selvoplevelsens vej. På denne vej er der givet væsenet adgang til at manifestere det såkaldte "onde" og det såkaldte "gode", der igen henholdsvis er det samme som at manifestere fejltagelser og fuldkommenheder. Da fejltagelser kun kan komme af uvidenhed, og da fejltagelserne igen afføder den viden, der tilsidst sætter væsenet i stand til at undgå at gøre fejltagelser, ser du her, at "nydelsen af kundskabens træ" ikke udgør den "synd", som overtroen i visse områder af religiøse dogmer udtrykker. Ingen kan undgå at gøre fejltagelser i de felter, hvor de ingen viden har. Og hvis de ikke fik adgang til at gøre fejltagelser, ville de aldrig kunne tilegne sig viden. Du ser også her min alkærligheds altgennemtrængende væsen. Du ser her min kære søn, at "kundskabens træ" i virkeligheden er vejen til "livets træ", hvilket igen vil sige, den totalt fuldkomne tilværelse eller den, der åbenbarer "mennesket i mit billede efter min lignelse". Det var i kraft af den viden om den virkelige og absolutte sandhed om "synden" og "det onde", at Kristus på korset kunne tilgive sine fjender og udbryde: "... thi de vide ikke, hvad de gøre". Det var denne urokkelige kosmiske sandhed, der lå til grund for hans påberåbelse af, at menneskene ikke blot syv gange dagligt, men indtil halvfjerdsindstyve gange syv gange dagligt skulle tilgive, hvilket i virkeligheden vil sige, at de skulle tilgive deres næste eller medmennesker i alle de situationer, der overhovedet dagligt kunne opstå. Og du ser også her, at det er denne videnskabelige sandhed, der var kernen i det verdensfrelsende budskab, jeg havde givet dette mit elskede sendebud at åbenbare på jorden. Det var denne ufejlbarlige viden om tilgivelse af synd, der på korset åbenbarede ham som det fuldkomne menneske i mit billede og gjorde ham til den verdensfrelsende model i fuldkommen væremåde overfor menneskeheden. Du ser således her, at uden menneskeheden får tilegnet sig den samme kosmiske sandhed, at al såkaldt "synd" eller "det onde" skyldes uvidenhed eller ufærdig udvikling og derfor må tilgives, må den forblive i krigens og lidelsernes ragnarok. Du ved også," fortsatte den evige Fader, "at denne tilgivelse betyder ikke, at væsenerne ikke må beskytte sig imod den eventuelle livsfare eller lidelse et sådant ufærdigt eller uvidende væsen kan forvolde. Men denne beskyttelse må ikke være baseret på bitterhed, vrede eller straf. Den må tage hundrede procent hensyn til den uvidenhed, der altid er den pågældende situations sande årsag."