2130. "Og hermed har vi passeret alle de væsentlige bærende grundprincipper i den del af mit evige rige, der udgør dit mellemkosmos," fortsatte den evige Fader. "Du er nu indviet i og fortrolig med den evige viden eller visdom og den kærlighed, der gør dig til ét med mig i dette dit primære kosmos. Din viden og væremåde er blevet en opfyldelse af "loven og profeterne". Du har således passeret den første grad af indvielse eller den store fødsel, nemlig "den mellemkosmiske indvielse". Det er den særlige grad af indvielse, som profeterne og mine største sendebud hidtil havde til opgave igennem deres væremåde, forkyndelse og påbud at tilrettelægge for menneskeheden. Denne indvielses primære område drejer sig i virkeligheden mest om selve fuldkommengørelsen af menneskenes forhold til menneskene. Mere sekundært belyst i denne indvielsesepoke er derimod væsenernes forhold til dyrene og det øvrige liv i mellemkosmos, ligesom denne her gældende indvielsesgrad ikke har taget sigte på de mikrokosmiske væseners sjæleliv eller forhold til menneskene og mig. Men hele dette kosmiske visdomsområde i verdensgenløsningen hører det andet afsnit af den store fødsel eller indvielse til. Det er dette afsnit, du nu, som en stadfæstelse af din totale og permanente oplevelse af den store fødsel, ét med mig atter skal genopleve. I kraft af denne din samoplevelse med mig af dette kosmos vil du blive gjort fuldt fortrolig med min ånds vælde i det små som i det store, ligesom din egen sansning vil blive frigjort af tids- og rumdimensionens mentale spærremur. Og med denne frigørelse vil min og din evigt sammensmeltede ånd og natur funkle og lyse som identisk med evigheden, udødeligheden, visdommen og kærligheden. Og de sidste rester af livsmysteriets tætte skydække vil opløse sig som en funklende morgenrøde på livets himmel og vige bort for din opadgående soltilværelse og dit lysende strålevæld i mit evige favntag."
      Og hermed sluttede de guddommelige visioner fra den mellemkosmiske indvielse eller Faderens og sønnens gennemgang af de evige principper, der fører det levende væsen frem til kulminationsoplevelsen af sit vågne dagsbevidste, sønlige forhold til Guddommen eller verdensaltets evige Fader. Det er dette forhold, der igen afføder broderkærligheden til alle medmennesker, samt den begyndende forståelse af menneskets nære kosmiske slægtskab med alle de øvrige væsener i mellemkosmos. I forbindelse med skæbne- eller gengældelsesloven fører den sluttelig til den totale næstekærlighed, der er alle loves fylde og den totale fuldkommengørelse af "mennesket i Guds billede efter hans lignelse".