2139. Som vi her har set, er det ikke nok, at menneskene bliver fortrolige med deres mellemkosmos og her kan opfylde loven for tilværelse eller næstekærligheden. Kærligheden til de mellemkosmiske livsformer: mennesker, dyr og planter er kun en delvis opfyldelse af livsloven eller af den lov, hvis overholdelse og overtrædelse henholdsvis afføder menneskets skæbne som absolut lykkelig og ulykkelig. De levende væseners oplevelse af urokkeligt mentalt lys eller varig lykke kan således kun finde sted i de situationer, hvor de overholder livsloven, der er det samme som at praktisere den virkelige kærlighed. Det virkelige næstekærlighedsobjekt er naturligvis de levende væsener. Men for at holde af levende væsener må man selvfølgelig blive klar over deres eksistens. Levende væsener eller livsformer, hvis eksistens man ikke kender, kan ikke blive noget særligt objekt for menneskenes kærlighed. Derfor måtte denne kærlighed først begynde at komme til udfoldelse overfor menneskene. Senere begyndte menneskene også at kunne føle kærlighed til dyrene og planterne. De mest fremskredne mennesker er nået frem til ikke alene at holde af deres medmennesker, men de kan heller ikke nænne at dræbe dyr eller ødelægge planter. Og det er med denne kærlighedsgrad, at mennesket bliver kvalificeret til at modtage den første grad af den store fødsel, der udløser sig som "kosmiske glimt". Ved kosmiske glimt vil her være at forstå moment- eller øjebliksoplevelser på få sekunder af det mentale lys, der i Bibelen er udtrykt som "den hellige ånd". Når denne overskygning af Guds ånd er i renkultur og ikke er en på kunstig vis fremkaldt oplevelse, oplever væsenet således i et glimt sin egen udødelighed, og at verdensaltets struktur er fuldkommen, samt at kærligheden er universets grundtone. Ligeledes begynder det også igennem sådanne kosmiske glimt at forstå, at alle naturens skabelsesprocesser i sit slutfacit er til glæde og velsignelse for levende væsener. Disse kosmiske glimt eller oplevelser indgives væsenet i kraft af dets intuitionsevne, der hermed begynder at komme til udvikling som den primære evne i kosmisk sansning. Væsenets begyndende kosmiske sansning sker altså kun igennem enkelte glimt. Oplevelsen er således ikke permanent. Og der kan gå meget lang tid imellem hvert af sådanne glimt. Det er yderst sjældent, at der kommer mere end et kosmisk glimt i et enkelt jordliv. Men efterhånden, som væsenet får overvundet resterne af den dyriske natur i sin mentalitet, bliver oplevelserne af de kosmiske glimt hyppigere for tilsidst helt at blive permanent. Intuitionen kommer under viljens kontrol og kan benyttes af væsenet, når som helst det ønsker det. Den er således ophørt med at være noget, der blot automatisk udløste sig ved en eller anden lykkelig stemning. Og væsenet har hermed opnået den organiske indvielse, vi kender som "den store fødsel". Men selv om denne indvielse kun begynder med et enkelt lille lynglimt af kosmisk oplevelse, kan virkningerne af dette vare i årevis. At denne oplevelse er til stor inspiration, glæde og lykke for væsenet er selvfølgeligt, men den giver ikke væsenet evnen til at udrede sin oplevelse af udødelighed, fuldkommenheden i verdensaltets struktur og kærligheden som universets grundtone, i logisk sammenhængende tankerækker som videnskab. Oplevelserne er nærmest at betragte som kosmiske facitter. Derfor kan væsenet kun fremsætte sine kosmiske oplevelser som nøgne facitter uden intellektuel og for andre væsener kontrollabel, logisk underbygning eller bekræftelse. For disse andre kan nævnte kosmiske facitter derfor kun blive postulater eller dogmer, der er ganske uden betydning for væsener, der har udviklet sig bort fra evnen til at tro og derfor kræver videnskab eller intellektuel udredning. Og det er netop i kraft heraf, at menneskene overalt er i færd med at vokse ud af religionerne, idet disse kun er baserede på facitter uden intellektuel eller videnskabelig underbygning. De er for mange mennesker i dag kun ubekræftede påstande. Når de nævnte kosmiske facitter eller evige sandheder i religionerne ikke er givet som videnskab, skyldes det hovedsageligt dette, at menneskene hidtil ikke har været så intellektuelt udviklet, at de savnede intellektuel begrundelse eller videnskabelig udredning. Deres evne til blindt at tro på autoriteter var så stærk, at de ved hjælp af den kunne ledes og styres. Derfor behøvede tidligere tiders førere i human religiøsitet ikke at have anden indvielsesgrad end den, en enkelt oplevelse af et kosmisk glimt giver. Bibelens store profeter, rent bortset fra Kristus, har ikke givet menneskene nogen viden ud over, hvad der kan opleves igennem et kosmisk glimt, ligesom mange af dem i deres væremåde ligefrem har afsløret, at de i deres udvikling endnu slet ikke var nået frem til de begyndende kosmiske glimts område. De var stærkt intolerante og opildnede undertiden folket til fjendskab og forfølgelse mod anderledes tænkende folk, som de kaldte "hedninger". Det Gamle Testamente i Bibelen er i stor udstrækning en historie om intolerance, krig og grusomheder. Men udviklingen står ikke stille. Krig og grusomheder afføder længslen efter fred. Profeter med kosmiske glimt opstod og kunne bebude en kommende ny verdensepokes fødsel, i hvilket det fredens og næstekærlighedens himmerige, der foreløbig kun var et håbets lysende fatamorgana, slutteligt skulle blive til kendsgerning og virkelighed.