2140. Kosmiske glimt udgør således forstadiet til den store fødsel og den permanente kosmiske bevidsthed. Væsener med kosmiske glimt er altså ikke færdige væsener. De har endnu i større eller mindre grad ufærdige eller ufuldkomne sider i deres psyke. Og der, hvor et væsen er ufuldkomment, kan det ikke opfylde kærlighedsloven. Og der, hvor kærlighedsloven ikke bliver opfyldt, der bliver dets skæbne sluttelig mere eller mindre ulykkelig. De ufuldkomne eller uudviklede sider vil uundgåeligt gøre sig gældende og føre væsenet nedad i disse områders mørke. Og det er disse ufærdige sider eller naturer i væsenet, vi kender under begrebet "tærskelens vogtere". Men i de mørke stunder vil erindringen om lysoplevelsen eller det kosmiske glimt stadig live op. Og væsenet vil aldrig glemme det guddommelige øjeblik, da det vågen, fysisk dagsbevidst oplevede Guds nærhed.
      Disse ufærdige sider må overvindes, før væsenet atter kan gøre sig håb om at få et nyt kosmisk glimt, og således fremdeles, indtil det ikke har flere "tærskelens vogtere" til at forhindre dets tilværelse i lyset. Selv om væsenet allerede har de humanistiske anlæg eller næstekærlighedssansen udviklet så meget, at den i høj grad gør sig gældende overfor mennesker, dyr og planter eller de mellemkosmiske livsformer, vil der endnu være et stort område af tilværelse, hvor det også kan møde "tærskelens vogtere". Dette område er dets eget mikrokosmos, hvilket igen i særlig grad vil sige: mikrolivsformerne i dets fysiske legeme. Disse mikrolivsformer berøres i høj grad af væsenets tankegang, ernæring og hygiejne. Det er derfor udviklingens foreløbige mål at bringe de jordiske mennesker frem til en livstilstand, hvor princippet at dræbe, også på dette område er blevet totalt overflødigt i deres tilværelse. Vi vil derfor nu gå over til at belyse mikrokosmos, der hovedsageligt af almenheden betragtes som et stofområde, selv om man til en vis grad dog forstår, at dette stof er levende.