2152. Som bekendt er det levende væsens fysiske organisme en kombination af organer. Disse er hver især kun opbyggede til at kunne udføre en proces, der sammen med de øvrige organers processer bliver en opfyldelse af lige akkurat de betingelser, i kraft af hvilke fysisk materie kan opbygges og bringes til at fungere som en levende organisme. Denne er igen det samme som et redskab for manifestation eller tilkendegivelse af liv. Igennem de nævnte organers virksomhed bliver vi vidne til både tekniske, kemiske, optiske, elektriske, automatiske og viljeførte funktioner akkurat ligesom i et højmoderne, fysisk fabriksanlæg. Vi ser, at organismen af en usynlig magt bringes til at bevæge sig. Den bringes til at stå og gå, ligesom den bringes til at jonglere med fysiske materier. Den bringes til at nedbryde og opbygge fysiske foreteelser og udfører hermed logiske skabelsesprocesser, der i sin højeste eller fuldkomneste form altid er til glæde og velsignelse for levende væsener. Men for at kunne bringes til at udføre disse skabelser eller manifestationer har den som før nævnt en genial indre teknisk, kemisk struktur. Den har i sin højeste fremtræden et pumpeanlæg i form af hjerteregionen, der befordrer blodomløbet, ligesom lungerne også er et mekanisk anlæg, der befordrer åndedrættet. Dernæst har den afdelinger for kemi. Ved hjælp af tyggeredskaberne og fordøjelsesorganerne bringes den til, af visse fysiske materier, at udvinde de næringsstoffer, der er nødvendige for dens opretholdelse. Igennem nyrer, lever og andre organer udfører den også livsvigtige processer, ligesom den også har kloakanlæg og afdelinger for reparation af skader eller læderinger af dens eget område. Hertil kommer yderligere dette, at dens øjne og synsevne udgør intet mindre end et optisk anlæg, en afdeling for opfangelse af, og en jongleren med, lys og farver. På samme måde er dens ører og høreevne en afdeling for opfangelse af, og jongleren med, lyd eller lydbølger. I kraft af dette tekniske anlæg kan stemme, tale, sang og musik manifesteres. Dernæst kommer organismens fornemste afdeling, nemlig: den psykiske eller elektriske, der igen har mange underafdelinger. De tekniske anlæg herfor er hjerne- og nervesystemet, samt de sympatiske anlæg, under hvilke de seksuelle organer også henhører. Igennem dette system forbindes organismen med ånd, der, som før nævnt, i dette tilfælde er det samme som "mellemkosmisk elektricitet". Denne elektricitet udgør organismens altovervældende drivkraft. Denne elektriske afdeling indbefatter mellemkosmiske fin-anlæg, igennem hvilke tanke- og viljeimpulser og impulser for den kropslige automatik overføres til organismen som livsudtryk for omgivelserne. På samme måde bliver denne igennem disse teknisk-elektriske anlæg i stand til at modtage impulser udefra og omdanne disse til tanke- og viljeimpulser og dermed til bevidsthed og erkendelse for organismens ophav. I kraft af denne geniale konstruktion og opbygning bliver organismen det mest fuldkomne redskab for fysisk oplevelse, manifestation eller skabelse.