Livets Bog, bind 6
Centralorganet for væsenets beherskelse af sin organisme udgør en fin-elektrisk, organisk struktur
2160. Vi er her ved væsenets indre sansemæssige struktur. Vi ser, at hele den mentale struktur, hele væsenets bevidsthed og tankefunktion er af elektrisk natur, hvilken altså igen, som vi før har set, er det samme som psykisk natur. Vi er her blevet vidne til, at den fysiske organisme kun er noget sekundært; selve livsoplevelsens centralorgan, sædet for beherskelsen og udnyttelsen af den nævnte organisme er således slet ikke af fysisk natur. Den udgør i sig selv en struktur, der helt igennem er fin-elektrisk. Som før nævnt fungerer dette sansemæssige fin-elektriske system i stor udstrækning automatisk. Igennem de fysiske sanser bliver de forskellige ydre fysiske foreteelser til billedformer. Disse bliver igen omformet til elektriske impulser, der af de psykiske sanser eller de elektriske organer herfor atter bliver omdannet til de elektriske billedformer, der udgør væsenets tankeformer. Disse tankeformers samlede kombination udgør væsenets psyke eller mentalitet. Da denne psyke eller mentalitet således består af elektriske impulser, vil den ligesom al anden energi afføde reaktion ved berøring med andre energier eller impulser. Og det er, som nævnt, sådanne reaktioner, et levende væsens manifestation eller åbenbaring udadtil overfor sine omgivelser består af. Det levende væsens bevidsthed eller livsoplevelse er i realiteten kun en permanent vekselvirkning mellem reaktionerne af dets indre og ydre verdens berøring med hinanden. Disse reaktioner oplever væsenet altså igennem sin psykiske eller elektriske sansestruktur som sin tankeverden, sin psyke eller bevidsthed. Men også her kommer vi til at se, at heller ikke denne elektriske eller psykiske struktur udgør selve det levende væsen. Vi ser, at væsenets psyke udgør sædet for mødet mellem to permanente energiimpulser. Alle oplevelserne og indtrykkene udefra den ydre verden mødes i kraft af sanserne med den kombination af energiimpulser, som væsenets indre verden udgør, altså impulserne fra tidligere oplevelser fra den ydre verden, hvilke impulser er medbestemmende i væsenets bevidsthed og væremåde af i dag.