2173. Inden vi går videre i vor analyse af det nye liv, der, som før nævnt, inkarnerer i det levende væsens organisme og her overtager organfunktionerne, er der visse områder, vi her må gå over til at belyse.
Vi har allerede nævnt,
at al kraft, der befordrer manifestation og bevægelse i materien i verdensaltets tre kosmos er affødt af tre tilsvarende former for elektricitet.
I mellemkosmos, mikrokosmos og makrokosmos er det således henholdsvis mellemkosmisk, mikrokosmisk og makrokosmisk elektricitet, der er drivkraften.
Elektriciteten er således alle eksisterende kræfters inderste analyse.
Den er den inderste kernekraft i både vind-, vand- og dampkraft, ligesåvel som den er den inderste kraft i al eksplosion, i atombomben såvel som i ganske uskyldigt fyrværkeri, i en kanon såvel som i en knaldhætte.
Al bevægelse skyldes kraft, men al kraft udgør således i sin inderste kerne elektricitet af de tre førnævnte kategorier.
Men denne inderste kraft kan på det fysiske plan kun opleves indirekte igennem de virkninger, bevægelser og vibrationer, den udøver i fysisk materie.
Vind- og vandkraften, samt alle andre af naturens kræfter, såvel som kraften i dampmaskiner, benzin- og oliemotorer er således alle uden undtagelse forplantningsvirkninger af elektriske kræfter.
I elektromotorer og i hele det store system af elektriske apparater, radio- og elektronapparater osv. er man nået ind til mere direkte virkninger af den usynlige kraft og oplever dens tilstedeværelse her som kendsgerning.
De bevægelser i den fysiske materie, vi ellers betragter som "naturens kræfter", såsom regn og solskin, storm og stille, havets brænding og bækkens sagte kluk, samt bevægelserne i mineralmaterien såvel som i de vegetabilske og animalske livsformer, er således mere eller mindre direkte forplantningsvirkninger af de tre former for elektricitet.
I virkeligheden er verdensaltet således et altomfattende elektrisk apparatur.
Alt foregår i dette apparatur absolut udelukkende med elektricitet som inderste kraftkilde.
Den er således kraftkildernes kraftkilde.
Men da elektricitet er det samme som ånd, ser vi atter her bekræftelsen på Bibelens ord om kraften bag skabelsen: "Guds ånd svævede over vandene".