Livets Bog, bind 6
"Nydelsen af kundskabens træ" og den heraf følgende "død"
2204. Intelligensevnen ændrer således ikke det dyriske princip i mennesket. Den giver det blot mulighed for at kunne udvide dette dræbende livsprincip til gigantiske former for livssabotage. Væsenets vej fremover med sin begyndende intelligens blev derfor en vandring i blodbade, lemlæstelse, dødsrallen, sult og undergang, dommedag eller ragnarok. Dets liv blev en vandring i dødens domæne både indeni og udenom det selv. Guds ord til Adam og Eva om dødens tilknytning til "nydelsen af kundskabens træ" er således her blevet til virkelighed. "Kundskabens træ" er netop det samme som intelligensevnen. Frugten af intelligensen er ren, kold materialistisk viden om mål og vægt, volumen, tid og rum, bølgelængder osv. Denne viden afslører ikke noget som helst om det virkeligt levende. Den udgør kun en kundskab om stoffet, der igen i sin analyseserie er det samme som bevægelse. Den materialistiske viden kan altså kun give viden om stof eller bevægelse og de heraf følgende materiereaktioner. Men da materiereaktioner og disses kombinationer i logisk skabelse kun kan finde sted i kraft af noget, der er levende, noget der ikke er identisk med bevægelsen, men udgør bevægelsens og den herigennem manifesterede skabelses levende ophav, kan dette ophav ikke opleves igennem "nydelsen af kundskabens træ". Det, der opleves igennem den kolde nøgterne intelligens, er således kun "det skabte", altså "det døde" og ikke "det levende", der er "det skabtes" ophav. Nydelsen af kundskabens træ kan således udelukkende kun give viden om bevægelse, stof eller stofreaktioner, det skabte, det døde, hvilke foreteelser er det samme som materialisme og atter materialisme. Ad denne intelligensens vej alene kan væsenet aldrig nogen sinde blive bevidst i andet end det timelige, det forgængelige. Oplevelse af evigheden eller sit eget højeste selvs eller jegs eksistens og evige livsoplevelse vil med denne viden være en total umulighed. Væsenet må derfor i denne tilstand være totalt materialistisk og dermed tro sig identisk med det skabte, det frembragte, det døde. Og således er bevidstheden om det guddommelige, "det virkeligt levende" eller løsningen på livets mysterium totalt udelukket fra nydelsen af kundskabens træ. Nydelsen af kundskabens træ befordrer således i første instans den kosmiske død: væsenets adskillelse fra Gud. På denne måde bliver det bibelske udtryk om "døden", der er en følge af "nydelsen af kundskabens træ", til urokkelig sandhed.