2212. Man vil måske her mene, at mørket eller lidelserne ikke behøvede at manifesteres i en så drastisk form eller tilstand, som tilfældet er. Men hertil er der det at svare, at jo mindre mørkeoplevelsen er, desto mindre vil dens evne til at markere lyset være. Og mørkegraden i den evige verdensordning er lige akkurat så tilmålt, at væsenet ved hjælp af den kan opleve det højeste eksisterende lys i verdensaltet. Enhver grad af mørke, der ligger under den i verdensaltet eksisterende største mørkegrad, ville kun kunne give væsenet en tilsvarende mindre markering af lyset i verdensaltet. Og denne mindre markering ville altså betyde en tilsvarende mindre sanseevne for oplevelse af det kosmiske lys, livets virkelige lys. Men mørket og lyset i universet er baseret på de evige love og kan således ikke rokkes. De to foreteelser retter sig ikke efter de levende væseners ønsker og begær, ligesom de heller ikke er blevet til ved noget ønske eller begær. De hører til de kosmiske realiteter, der evigt er. De vil derfor i al evighed være uforanderlige. Og dermed er de således en garanti for en tilsvarende evig eksistens af væsenernes såvel som af Guddommens livsoplevelsesevne.