2240. Vi har nu set den håbløse kamp, som menneskene befinder sig i for at opnå den såkaldte "varige fred". Vi har set, hvorledes de i deres vildfarelse gør kampen værre og værre samtidig med, at de udvikler sig stærkt på andre områder i menneskelig retning, i teknik og materialistisk videnskab. Men intet kan de endnu udrette med så stor en kapacitet som dette at dræbe, lemlæste og undertrykke mennesker, rent bortset fra de milliondrab de påfører dyrene. Menneskene har således nået genialiteten i at kunne dræbe. De har nået selve kulminationen og vil nu ikke kunne komme højere. Ligesom træerne ikke vokser ind i himlen, således kan menneskenes drabskapacitet heller ikke vokse ind i himlen. Der er en grænse sat for menneskenes udvikling af det onde såvel som af det gode. Det er denne grænse, vi kalder "kulminationen". Kulmination er igen det samme som en udfoldelsesbalance. Ligesom bække, åer og floder søger i retning mod de laveste steder eller terræner, og her ikke kan synke længere ned og derfor her finder deres balance i form af havet, således standser også enhver evneudvikling på et balancestadium. Og dette balancestadium er altså den pågældende evnes kulmination eller slutfacit i udvikling. Her er den udviklet til i sit felt at kunne præstere den allerhøjeste udfoldelse, som det pågældende levende væsens organisme og psyke overhovedet er bygget til at kræve og til at kunne bære. Når den har nået dette stadium, er den altså i sin højeste udfoldelse, og dens ophav er i kraft af den et geni i det pågældende evnefelt.