2249. Vi har lært, at Gud skabte mennesket. I henhold hertil udgør mennesket altså en "skabt" ting. Men når mennesket udgør en ting, der er "skabt" af Gud, må ansvaret for, om denne ting er fuldkommen eller ufuldkommen, om den er ond eller god, hvile på dens skaber, altså på Gud. Endvidere har vi lært, at kun en meget lille part af menneskene kommer i lyset, medens en meget stor part kommer i helvede, hvor de pines i en evig ild eller en lidelse, der aldrig nogen sinde kan ophøre. Hvad er formålet med at skabe en mangfoldighed af mennesker til en evig pine? – En lidelse, der aldrig nogen sinde kan ophøre, kan absolut intet formål have. Hvis væsenerne igennem denne pine kunne blive til fuldkomne mennesker og derved atter blive fri, komme i lyset, var der en mening med lidelsen. Men således hedder det ikke. Pinen er evig og kan derfor aldrig ophøre. Ligeledes har vi også lært, at et menneske, der dør uden at blive døbt, ligegyldigt om det er et nyfødt barn, eller det er et voksent menneske, går lige lukt ind i fortabelsen, altså lige ind i helvedes pine. Hvilket menneske ville påføre et lille nyfødt barn en så grusom skæbne eller straf for en situation, det ikke selv er skyld i? – Og hvordan kan en "evig" straf være retfærdig overfor en "timelig" forseelse? – Hvordan kan en ubegrænset straf være retfærdig overfor en begrænset lovovertrædelse? – Hvis en evig pine virkelig kunne anvendes som straf, ville den udgøre en uretfærdighed af så store dimensioner, at den umuligt kunne overtrumfes, ganske ligegyldigt af hvilken art den pågældende forbrydelse så end måtte være. Forholdet mellem straf og forbrydelse ville i et sådant tilfælde, billedlig set, være større end forholdet mellem et sandskorn og hele det øvrige univers. Så lille vil en hvilken som helst forbrydelse, der kan begås, ligegyldigt af hvilken art den så end måtte være, fremtræde i forhold til en uendelig eller evig straf. Hvordan kan en forseelse eller forbrydelse være hjemfalden til en så gigantisk straf? – Denne gengældelse er så kolossal eller gigantisk, at den ikke kan udløses uden at være en virkelig forbrydelse, rent bortset fra at den absolut intet logisk eller humant formål kan have, idet den er evig. Da den aldrig hører op, kan intet væsen efter den komme til at fremtræde som et af straffen forbedret menneske. Dermed understreger den sig selv som forbrydelse. Den har absolut ingen som helst anden opgave end at være en endeløs, djævelsk pine eller lidelse for de pågældende væsener. Kan en forbrydelse være større og mere djævelsk? – Kan Guddommen være ophavet til en sådan forbrydelse? – Hvordan kan han da være fundamentet for al humanitet og kærlighed? – Tror man, det var en sådan guddom, der var fundamentet for Kristi mentalitet? – Tror man, et sådant væsen kunne inspirere ham til hans altoverstrålende, udødelige bjergprædiken? – Tror man ikke, man her står overfor en afsporing af den virkelige guddommelige sandhed om Guddommen og livet? – Hvor er denne guddoms alvisdom og alkærlighed? – Når nævnte guddom, som det forkyndes, "skaber" mennesket, må han i forvejen, ved enhver sådan påbegyndt skabelse af et menneske, vide om det kommer i himlen eller i helvede. Når han ved det, hvorfor standser han så ikke skabelsen af de mennesker, der vil ende i helvede eller i den evige pine? – Hvis han ikke i forvejen ved, at de vil ende i helvede, er han ikke alvidende. Hvis han ved, at de vil ende i helvede, men ikke ønsker at standse denne totale formålsløse skabelse af de pågældende mennesker, hvilket ville være det absolut kærligste, er han ikke alkærlig. Dette understreger yderligere sig selv, idet en evig pine eller en lidelse, et menneske i al evighed aldrig kan blive befriet fra, intet som helst formål kan have. Hvis Guddommen ikke kan befri de af ham skabte væsener fra denne formålsløse evige pine, er han ikke almægtig. Er det ikke her tydeligt for ethvert intellektuelt og af al religiøs suggestion befriet menneske, at denne guddomsopfattelse eller dette billede af Gud er en afsporing fra den sande virkelighed? –