2252. Vi ser derfor, at Kristi ord om "talsmanden den hellige ånd" er en forudsigelse om en ændring i menneskenes forhold til Gud og dermed en ændring i deres udvikling hen imod den guddommelige bestemmelse, at blive ét med Gud, blive ét med deres næste, og hvorved hele menneskeheden verden over bliver til én hjord og én hyrde, bliver til ét folk, ét rige. Denne ny udviklingsretning er: forskning, iagttagelse, selvoplevelse af selve Guds egen væremåde, Guds almagt og alkærlighed, som for den, der kan se, udelukkende åbenbares overalt i naturen, i de levende væsener, i dyrene, i planterne, i mineralerne, i elementerne, ja, i alt, hvad der overhovedet findes af ånd, livsoplevelse, skabelse, bevægelse, stof og materie. Her vil man komme til den virkelige erkendelse af den evige sandhed om livet og Guddommen. Her vil det blive humanitet og intellektualitet kombineret i selvstændig tænkning og væremåde, der vil blive førende i menneskenes gudsforhold som modsætning til det førende i dogmereligionernes vej til Gud, der så at sige kun var autoritetsledet instinkt, idet intellektualiteten, og især den humane evne, her kun eksisterede i sin første spæde og næsten umærkelige begyndelse, og derfor havde ringe bærende kraft. Og ud fra dette primitive kærlighedsstadium har menneskene altså forsøgt at forklare sig Guds bevidsthed og væremåde. Og denne forklaring blev altså et billede af Gud skabt i menneskenes eget billede, skabt efter de foreteelser, den væremåde, det sindelag, der hersker i menneskenes væremåde, grundet på deres ufærdige stadium i skabelsen af deres livsform som "mennesket i Guds billede". Men Gud er ikke undergivet en skabelse eller en fuldkommengørelse og kan derfor ikke befinde sig på noget ufærdigt stadium i nogen som helst form for skabelse. Gud må til enhver tid i al evighed i sin livsform og væremåde være den højeste eksisterende, være selve kulminationen af fuldkommenhed, hvilket vil sige intellektualitet og humanitet, der tilsammen i total harmoni er det samme som alkærlighed. Og det er dette alkærlige billede af Gud, menneskene efterhånden vil komme til at opleve igennem deres udviklede intellektuelle og humane evner som realistiske kendsgerninger, som åndsvidenskab. Igennem oplevelsen af disse kendsgerninger eller den virkelige åndsvidenskab kan det ikke undgås, at menneskene forandrer synspunkter. De primitive fantasi- og dogmeopfattelser forkastes til fordel for oplevelsen af kendsgerninger og virkelighed. Og desto mere den human-intellektuelle evne udvikler sig, desto mere bliver væsenet knyttet til forskning eller iagttagelse af selve naturen og livet ved selvsyn. Og med den viden, væsenet her tilegner sig, fører det sit liv og sin væremåde mere og mere i kontakt med naturens og livets love. Da disse love således mere og mere bliver rettesnor for menneskenes væremåde, bliver det således naturen og livet og dermed Gud, der direkte kommer til at forme væsenerne i sit billede efter sin lignelse som modsætning til dets tidligere tilstand, da det var væsenet, der formede naturen eller Gud i sit eget billede. Og med denne ændring af mentalitet er væsenet direkte på vej til "den store fødsel" eller kosmiske indvielse, hvor det har fuldbyrdet nydelsen af kundskabens træ og er blevet til "mennesket i Guds billede efter hans lignelse".