Livets Bog, bind 6
Guddommens eller de levende væseners udødelighed opretholdes ikke ved nogen viljesakt
2269. Vi har her fået en sidste stadfæstelse af menneskehedens skæbnesituation og dens årsag. Og ved at have fundet den virkelige årsag til alt mentalt mørke, alt det såkaldte "onde" og set, at nævnte situation, den såkaldte "dommedag" eller "ragnarok", ikke er en situation, der ved en tilfældig overfladisk, menneskelig fejltagelse er opstået på jorden, har vi således set, at nævnte årsag har en langt dybere rod eller stadfæstelse end i menneskenes sindelag. Vi er således blevet kendt med, at nævnte situation er manifestationen af et evigt princip, hvis mission i livets guddommelige spiralkredsløb er nødvendig, for at vedligeholdelsen eller fornyelsen af de levende væseners evige livsoplevelsesevne kan finde sted. Nævnte dommedagssituation udgør således et gentagende princip på samme måde som vinter og sommer, dag og nat, kulde og hede, sæd og høst, barndom og ungdom, manddom og alderdom osv. – Intet menneske kan gøre ved, at der eksisterer dag og nat, sommer og vinter, lige så lidt som det kan gøre ved, at det fremtræder som ungt eller gammelt, som barn eller voksen. Disse foreteelser er alle udslag af de evigt bærende principper, der udgør universets evige fundament. Denne evige kombination af disse universets eller verdensaltets evige principper ligger totalt udenfor de levende væseners viljes- og magtområde. Det er denne tilstand, der garanterer alle levende væsener evig livsoplevelse. Det er disse principper, der udgør det evige liv. Uden disse ingen bevidsthed, intet liv, intet verdensalt. Kun et evigt eksisterende noget ville stadig være til, men det ville være totalt uvidende om denne sin evige eksistens og dermed være totalt livløst. De levende væsener kan igennem deres viljes- og magtområde kun variere denne evige livsoplevelse. De kan umuligt hverken igangsætte eller afbryde denne. Den er absolut ustandselig, evigt fungerende i ethvert levende væsen, ganske ligegyldigt om det hører til mikrokosmos, makrokosmos eller mellemkosmos, ligesom det samme derved også gælder selve Guddommen. Dennes bevidsthed eller livsoplevelse er selvfølgelig ligeledes rodfæstet i en kombination af de evige principper, på hvilken intet som helst magtområde og ingen som helst vilje kan have indflydelse. Nævnte kombination er ikke skabt og opretholdes ikke ved noget viljes- eller magtbud. Dens eksistens er dermed hævet over enhver begyndelse og afslutning og er derfor evig og er dermed en urokkelig garanti for Guddommens og de levende væseners udødelighed eller evige livsoplevelse.