2274. Denne, de levende væseners forvandlingsproces fra mørke til lys og fra lys til mørke eller den heraf affødte udvikling og indvikling, bestemmes altså af det evige, kosmiske kredsløbsprincip og er absolut betingende for fornyelsen eller vedligeholdelsen af deres evige livsoplevelsesevne.
Uden dette princip og den heraf affødte fornyelse og vedligeholdelse af nævnte evne ville al manifestation og skabelse og dermed al oplevelse af liv være en total umulighed.
Dette evige forvandlingsprincip, væsenernes kosmiske spiralkredsløbsprincip og dermed dets indvikling og udvikling, er totalt hævet over de levende væseners vilje.
Nævnte evige princip er ligeså lidt som alle de øvrige evige principper blevet til ved nogen viljesakt eller skabelse.
De går alle op i analysen "noget, som er", og som i al evighed har og i al evighed må fremtræde med denne analyse.
De levende væseners vilje såvel som alt, hvad der overhovedet kan manifesteres, sanses og opleves, er blevet til ved dette "noget, som er" og ikke omvendt.
Intet som helst levende væsen kan forhindre et andet væsens udvikling fra dyr til menneske, ligeså lidt som det kan bestemme tider og dato for sin egen passage igennem spiralkredsløbets forskellige stadier, epoker eller riger.
Ligesom jordkloden tager os og alt, hvad der eksisterer på den, med rundt i sin bane omkring solen, uden at vi med vor vilje har nogen som helst indflydelse herpå, således bevirker de evige principper og love ligeledes, at vor rejse gennem spiralkredsløbets bane, dets epoker og riger finder sted, uden at vi har nogen som helst viljemæssig indflydelse herpå.
Mange vil muligvis her påberåbe sig dette som bevis på, at vi ikke har nogen som helst fri vilje, og at alle levende væseners skæbne dermed er automatisk, forudbestemt.
Men dette er ikke rigtigt, en sådan opfattelse kan kun eksistere i kraft af tankedril.